... og duoens multinationale pladekontrakt er et overstået kapitel
Billeder: Fra The Raveonettes' koncert til BeatDay07 på Charlottenlund Fort, 17. august 2007
12. november er The Raveonettes aktuelle med deres fjerde album, hvis man medregner minialbummet "Whip It On". Titlen bliver "Lust, Lust, Lust", og den er meget dækkende for indholdet, der er en stribe sange, som emmer af begær, sex og forbudte lyster – og som har fundet de støjende guitarer frem igen efter den meget blidere forgænger "Pretty In Black". Samtidig har duoen afsluttet samarbejdet med det amerikanske pladeselskab Columbia under multinationale Sony BMG og er tilbage som vaskeægte indie-band. Vi fangede den kreative hovedkraft Sune Rose Wagner for en kommentar.
Er jeres tilbagevenden til den støjende lyd en reaktion på, at I tilsyneladende ikke kan få det store internationale gennembrud, og så kan det hele også bare være lige meget?
– Nej, det er det ikke. "Med Pretty In Black" havde vi bare lyst til at lave en stille popplade, og nu kan man så sige, at nu har vi prøvet dét. Den mere støjende stil er et eller andet sted nok mere vores rigtige lyd, og at albummet tematisk kredser om begær og sex er noget, der er kommet naturligt og noget, der afspejler vores liv i de sidste par år. Men vi har været heldige, i og med at Columbia aldrig har blandet sig i vores musik.
Hvorfor har I så afbrudt samarbejdet med Columbia? Eller er det dem, der har opsagt jer?
– Kontrakten var udløbet, og vi havde ikke lyst til at forny den, for alle de folk, der i sin tid signede os, har med tiden forladt Columbia, så der var ikke rigtigt nogen tilbage, der var på bølgelængde med os. Og så må vi nok indse, at vores musik trods alt ikke er mainstream – selv om den burde være det i en bedre verden – og derfor hører vi mere hjemme på et uafhængigt selskab. Vi vil skrive individuelle kontrakter fra territorium fra land til land og har heldigvis mange gode kontakter i hele verden.
I England har The Raveonettes således skrevet kontrakt med Fierce Panda (Art Brut, Shitdisco med flere), mens de regner med at have en USA-aftale klar senere på året. I Danmark udkommer det nye album på A:larm Music, da The Raveonettes gerne vil prøve noget andet end Crunchy Frog, der udgav duoens to første plader herhjemme.
Som sagt byder Lust, Lust, Lust på en række langt mere støjende sange end dem, man kunne finde på forgængeren "Pretty In Black". Og hvor dén plade havde nogle markante gæster, nemlig Moe Tucker (eks-Velvet Underground), Ronnie Spector (eks-The Ronettes) og Marin Rev (Suicide), så er der overhovedet ingen gæstemusikere på "Lust, Lust, Lust", hvor Sune Wagner og Sharin Foo begge både spiller guitar og synger, mens Sune derudover står for bas og trommer – begge dele er udelukkende programmeret, på gammelt og meget enkelt udstyr. Sune Wagner fortæller:
– Det er lidt i stil med de dogme-regler, vi havde på de første plader, hvor alle sangene var i samme toneart. Jeg har altid syntes, det er fedt, hvis man kan få maksimal energi ud af så få virkemidler som muligt. Og med hensyn til kendte gæster syntes vi ligesom ikke, vi kunne finde nogen, der var mere cool end dem, der er med på "Pretty In Black".
Læs et længere interview i GAFFAs novembernummer, der er på gaden 1. november
