Nyhed

Basim afslører sig selv som bagmand i hemmeligt musikprojekt

Singlen "Say It Slow" er indtil videre blevet streamet 200.000 gange på Spotify. Nu har sangeren for første gang valgt at træde frem i lyset.

Der har lige så stille sneget sig et nyt navn ind på den danske musikscene. Magic Monday hedder det mystiske projekt, som ikke har offentliggjort hverken billeder eller navne på sine bagmænd. Nu har projektets sanger dog valgt at træde frem i lyset, og det er ingen andre end den danske popsanger Basim.

Som 15-årig blev Basim landskendt igennem sin deltagelse i X Factor, og de efterfølgende ti år har han været et kendt navn på den danske musikscene. Han har udgivet to studiealbum og vandt i 2014 det danske Melodi Grand Prix med nummeret "Cliche Love Song". Nu melder den 24-årige sanger ud, at hans lyd efterhånden har ændret sig i så høj grad, at der er behov for et nyt kunstnernavn. Basim fortæller:

"Det var vigtigt for mig at lade musikken tale for sig selv, uden jeg skulle råbe op om, at det var mig, der havde lavet det. Som artist udvikler man sig, ligesom ens lyd også gør. Jeg har brugt rigtig lang tid i studiet på at finde ud af, hvilken musik, jeg har lyst til at lave og finde det univers, jeg er i lige nu."


Han understreger yderligere, at selvom hans nye musik lyder markant anderledes end det, han er kendt for, kunne han ikke undertrykke sin musikalske udvikling:

"Da jeg var 16 år, sang jeg om én ting, nu er jeg 24 år og har lyst til at synge om nogle andre ting. Den musik, der kom ud af højttalerne i studiet, var ikke den slags, folk kendte mig for. De sange, jeg skrev, passede ikke til brandet "Basim", så jeg ville hellere udgive det under et andet navn og lægge det i en anden kasse. Men det er ikke fordi, jeg vil afslutte et kapitel, det er bare den naturlige udvikling. Jeg har brug for at vise andre sider af mig selv som artist og menneske."

Selv beskriver Basim sin nye musikalske lyd som et univers af jalousi, længsel, ensomhed, angst, men også af glæde:


"Vi har alle vores dæmoner, som vi kæmper med, og vi har alle sammen nogle mørke sider. De mørke tider, jeg har været igennem, har jeg også brug for at få ud af min krop og projiceret ned i min musik. Magic Monday er alle de dybeste tanker og følelser, jeg har."

Magic Mondays nye musik viser derfor en helt anden side af sangeren, og singlen "Say It Slow" er indtil videre blevet streamet 200.000 gange på Spotify.

Du kan lytte til nummeret herunder:

ANNONCE