Nyhed

Se stor amerikansk fotografs billeder af kendte musikere – og mød manden bag dem

 I weekenden åbner Turbinen i Randers dørene for Neal Prestons udstilling ”In the Eye of the Rock’n’Roll Hurricane”

Lørdag den 7. januar åbner Turbinen i Randers officielt dørene for den amerikanske stjerne-musikfotograf Neal Prestons udstilling ”In the Eye of the Rock’n’Roll Hurricane”.

I forbindelse med udstillingens åbning er der en særlig eksklusiv optakt, hvor selve mesteren bag de fremragende billeder vil give et oplæg.

Han fortæller om dét at være fotograf for og blandt nogle af musikhistoriens allerstørste stjerner. Det er ikke altid lige så glamourøst, som det lyder, siger han.


Neal Preston er især kendt for sine billeder af helt store musikikoner som Led Zeppelin, Freddie Mercury, Fleetwood Mac, Bruce Springsteen og Mick Jagger. Han har blandt taget forsidebilleder for Rolling Stone og People Magazine. Se flere af Prestons billeder ved at klikke på "Galleri" ovenfor.

Neal Prestons oplæg er klokken 12 på Foyerscenen på Værket, og selve udstillingen finder sted i Turbinen lige ved siden af. Den åbner klokken 13, lige efter oplægget.

Der er gratis entré til begge dele.


Udstillingen er Turbinens markering af, at stedet fra 1. januar har fået status som regionalt spillested. Sidste år genåbnede huset efter en gennemgribende renovering, og derfor vil stedet gerne give alle mulighed for at komme og opleve huset.

”Vi føler os meget privilegerede over at kunne præsentere denne udstilling,” lyder det fra Turbinen.

Samme dag klokken 18 er det i øvrigt muligt at opleve dansk musikfotografis grand old man, Jørgen Angel. Han fortæller om alt det, der kunne lade sig gøre i rockens gyldne dage – og viser billederne. Han var med i en tid, hvor det var muligt at fotografere meget mere end koncerterne. Han var med bag scenen, i bandvognen, på hotellet, i baren, til sex-show – og han blev inviteret hjem for at besøge stjernerne privat.


Til arrangementet med Jørgen Angel og de nedenstående arrangementer er der entré. Det kan du læse mere om på turbinen.dk:

  • Der kommer Cohen på Dohn’sk, torsdag den 12/1
  • Henrik Strube og Pete Repeat, torsdag den 19/1
  • Per Chr. Frost & band, fredag den 20/1
  • Foredrag om Keith Richards ved Per Wium, onsdag den 25/1
  • Foredrag om David Bowie ved Henrik Queitsch, torsdag den 26/1

Turbinen arbejder desuden på at få et foredrag i kalenderen med den danske fotograf Morten Rygaard, der blandt andet er GAFFAs faste fotograf – også i denne måned med Simon Kvamm – om hans flotte billeder.

Fakta om udstillingen:
In the Eye of the Rock’n’Roll Hurricane
Fotos af Neal Preston
I Turbinen fra 7. januar til 29. januar
Fri entré


Læs mere på Turbinens hjemmeside

 

ANNONCE