Kommunikationschef Lasse Lindholm svarer på sangerens kritiske indlæg
Som vi skrev tidligere på dagen, har Mads Langer offentliggjort et kritisk indlæg om Danish Music Awards, som han beskylder for snæversynethed, aldersfacisme og playback. Mads Langer skriver blandt andet:
"Danish Music Awards burde få navneforandring til et dansk navn, for det er et dansk show for danskere (f.eks. bare Musikprisen 2017). Dernæst burde det bortadopteres til nogen, som tør / kan at lave et show, som handler om musik, som giver nyt talent chancen, som hylder langtidsholdbare kunstnere og selvfølgelig også hylder toppen af hitlisterne. Og igen så SKAL det være live!"
GAFFA har nu fået en kommentar fra Lasse Lindholm, der er kommunikationschef i musikselskabernes brancheorganisation IFPI, som arrangerer Danish Music Awards. I et mailsvar skriver han, at han pt. har følgende kommentar:
– Vi tager altid imod kritik, så vi kan blive bedre. Ikke mindst når det kommer fra en kapacitet som Mads Langer. Det er dog ikke fair over for de optrædende artister at kalde DMA for et playback-show. Faktum er, at langt de fleste artister synger live til DMA, og sådan var det også ved sidste års show i Forum.
Vendingen "synger live" kunne antyde, at der er tale om singback, altså livesang til præindspillet musik. Dette forsøger GAFFA at få et klart svar på hos Lasse Lindholm.