x

Reportage: ADE lørdag

Reportage: ADE lørdag

Alt tydede på, at lørdag nat i amsterdam bedst lod sig antænde på Paradiso – den store (og fantastiske) klub-i-gammel-kirke, hvor danske Saybia faktisk har holdt hof flere gange.

Menuen lød på "Dub-attack" serveret af Dj Gomes. Stilmæssigt må man nærmest tale om musikkens svar på créme brulée: Det er den bløde, svuppende bas med rødder på Jamaica, toppet med helt sprøde beats, gerne i dobbelt tempo. Resultalt er tracks, som på en gang virker langsomme og hurtige, og den cocktail går altså direkte i fødderne på en lørdag aften.

Junkie XL under pres
På storklubben Melkweg var der "Klinch" med gode sager, bl.a. dj's fra Goose, som er et benhårdt belgisk band signet til Skint (www.skint.net/goose/).

Senere blæste Nathan Fake (myspace.com/nathancake) hovederne af publikum i en energisk live-performance lavet med et minimalt setup, men med maksimal effekt. Briten som er signet til Border Community leverede en sceneoptræden a la "dansende champignon" eller "Bjørn Svin med større hår", og musikken trak veksler på både electro, deep house og en finale nærmest i noise-core-land. Brilliant, check ham ud!

Kontrasten var til at føle i den store sal, hvor det hollandske nationalklenodie Junkie XL holdt hof iført sin trademark-sixpence. Vel er musikken effektiv, vel gik folk bananas, men hvis man ikke har lyst til at blive fanget i 90'erne, var det bedst at stikke af...

Der blev også tid til en lille mellemvisit på den anden side af gaden, hvor Sugar Factory lagde hus til Electronation label night.
Hvis man skal tage navnet for pålydende, så ligner det imidlertid falsk varebetegnelse. Musikken var house i den mere kantede ende, men publikum så ud, som om de virkelig anstrengte sig for at ligne nogen, der var til cool fest og nød det, selvom både først- og sidstnævnte var tvivlsomt...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA