Som bekendt vandt Langer to priser til GAFFA-Prisen i lørdags – det var dog ikke de to GAFFA-priser, der gav ham den største opmærksomhed
Som bekendt vandt Mads Langer to priser til GAFFA-Prisen i lørdags – “Årets Danske Pop-udgivelse” og “Årets Mandlige Kunstner”. Det var dog ikke de to priser, der gav ham den største opmærksomhed, men derimod hans anden vindertale, hvor han gik regeringskritisk til værks.
DR3 viste GAFFA-Prisen i tv lørdag aften, og i går lagde de så Mads Langers tale op på DR's Facebook-side. Dette er blot 21 timer siden, men klippet har i skrivende stund allerede opnået 486.000 visninger. Om hans tale, og balancen mellem at være en folkekær musiker og udtale sig politisk, fortalte Mads Langer til GAFFA efter showet:
– Jeg føler mig frem. Jeg har ikke en færdigskrevet plan – og jeg havde heller ikke en færdigskrevet tale i aften. Det er noget med bruge sin mavefornemmelse og være bevidst om sin position. At være bevidst om det ansvar, man har som offentlig person, hvor man har en platform tilgængelig.