x
Arrangørerne af den store svenske musikfestival Bråvalla, som finder sted i denne weekend i Norrköping med blandt andre The Killers, The Chainsmokers og Linkin Park på programmet, har netop offentliggjort i en pressemeddelelse, at der ikke bliver nogen festival næste år, blandt andet på grund af en række sexovergreb på festivalen.
I går blev der anmeldt en voldtægt på festivalen, og der er også blevet rapporteret flere andre sexovergreb.
"Der findes ingen ord for, hvor utroligt kede af dette her, vi er. Vi vil beklage og fordømme det på det skarpeste. Det er fandme ikke okay. Vi accpeterer det ikke på vores festival," skriver arrangørerne.
"Vi har gjort alt, der står i vores magt for at forebygge det og sikre festivaloplevelsen for vores gæster. Årets Bråvalla har været den bedste på mange måder; personale, frivilligorganisationer og publikum har vidnet om en fantastisk stemning (...)"
"Vi kommer til at tage et skridt tilbage. Dette skyldes ikke nogen enkeltstående hændelse. Det handler ikke om, at vi ikke kan håndtere problemet, eller at problemet kun findes på festivaler, det handler om at tage et tydeligt standpunkt," skriver Kajsa Apelqvist, pressechef for festivalarrangøren FKP Scorpio Sverige.