Nyhed

KarriereKanon-vinder Sherpa: – Vi er nok nogle dramatiske personligheder

GAFFA.dk – alt om musik

Tre talenter fra det danske vækstlag er på Smukfest netop blevet udpeget til vindere af talentudviklingsforløbet KarriereKanonen 2017: Moody, Rest in Beats og Sherpa.  

Blandt tidligere vindere af KarriereKanonen kan nævnes i dag etablerede navne som Djämes Braun, The Minds of 99, Katinka og mange flere.

Valget er truffet efter et grundigt talentforløb, som kulminerede i går, hvor syv finalister optrådte på Smukfest. Efter koncerterne voterede en jury bestående af repræsentanter fra KarriereKanonens partnere: Bandakademiet, Smukfest, P3 og P6 Beat.


"Musikalsk set er det vidt forskellige navne, men fælles for dem er, at de har noget på hjerte, som er større end dem selv. Moody er en ung energibombe med klare budskaber om at løsne sig fra normernes lænker. Rest in Beats er en duo, som krydser musikalske grænser i et ønske om at sætte folk fri. Og Sherpa tager alle de små nagende følelser og løfter dem op til dramatiske popsange. De deler også en evne til at brænde igennem fra scenekanten, og de skriver sange, der sætter sig fast," siger jurymedlem og leder af Bandakademiet, Marianne Fruergaard.

Hver vinder får nu skræddersyet et udviklingsforløb, som skal støtte deres videre musikalske liv. Derudover skal de tre vindere spille på på Smukfest 2018.  

Du kan høre de tre vindere her.


GAFFA fangede de tre vindere umiddelbart efter sejren, først duoen Sherpas sanger Carsten Sherpa. Duoens andet medlem er multiinstrumentalist Tore Nissen.

Carsten Sherpa, hvad er din umiddelbare reaktion på at have vundet?

– Det er helt fantastisk overvældende, niveauet er jo så højt.


Hvordan vil du selv beskrive den musik, I spiller, og hvorfor er det lige det udtryk, I er endt med?

– Mørk popmusik, der beskriver kærlighedens skyggesider. Alt det, man ikke må fortælle. Både Tore og jeg er nok nogle dramatiske personligheder. Jeg har ellers haft et dejligt liv som forstadsdreng, men der er jo altid noget, man ikke kan få afløb for i hverdagen. Tore har tidligere spillet med Oh Land, men med udgangen af 2015 sagde han op, og 5. januar 2016 skrev vi vores første sang.

Hvem er I inspireret af?


– Moderne popmusik, hvor man kan gå et spadestik dybere med følelser og melodier. Navne som Radiohead og Massive Attack, men også tidens popmusik. Tore har hørt en del rock, og jeg har hørt meget pop.

Hvad skal der nu ske for jer?

– Vi skal spille en stribe koncerter i efteråret, blandt andet på Uhørt Festival og i Pumpehusets Byhave, og så skal vi på turné med Wangel. Og så håber vi at kunne udgive et album inden årets udgang.


 

 

Om KarriereKanonen


KarriereKanonen er et talentforløb, som ruster lovende musikere til en professionel karriere. Et forløb, hvor alle kunstnere bliver hørt, får respons og bliver tildelt et udstillingsvindue, og særligt udvalgte får tildelt en endnu bredere vifte af udviklingsmuligheder.

KarriereKanonen bygger på tre partnere med hver deres ekspertise: DR bidrager med platformen dr.dk/kanon, med løbende anbefalinger og med airplay og omtale på P3 og P6 Beats flader. Bandakademiet bidrager med kunstnerisk og praktisk rådgivning i tæt samarbejde med musikbranchens centrale aktører. Og Smukfest bidrager med livejobs over for et stort festivalpublikum.

I 2017 fejrer KarriereKanonen sit 15 års jubilæum. For talentforløbet blev grundlagt af DR i 2002 som et initiativ til at fremme kunstnere med danske tekster – dengang vandt navne som Magtens Korridorer, Tue West og Marie Key Band. I 2009 udvidede man sin partnerkreds, så KarriereKanonen blev et bredt funderet talentforløb, der også fokuserer på at udvikle musikere inden for felter som koncerter, sangskrivning og branchekendskab. I dag driver Bandakademiet, Smukfest og DR KarriereKanonen i fællesskab og inddrager alle former for dansk originalmusik på tværs af sprog og genrer. Blandt de seneste års vindere finder man navne som The Eclectic Moniker, Djämes Braun, Kaliber, Ida Gard, Birk Storm, Vild $mith, Sonja Hald, Katinka og The Minds of 99.


ANNONCE