Nyhed

Brandfarlige The KLF er tilbage efter 23 år – 1 million pund fattigere

GAFFA.dk - Alt om musik

Spørgsmålet, mange har stillet, siden deres 23-årige selvproklamerede tænkepause, bliver nu besvaret: Hvorfor brændte The KLF 1 million pund af som afskedssalut i 1994?

Bill Drummond og Jimmy Cauty har med The KLF været nogle af musikbranchens største provokatører, og få artister har været i stand til at overgå deres vanvittige, anarkistiske og anti-kommercielle karriere i slut-firserne samt start-halvfemserne. En karriere, der foruden en række mediestunts også indeholdt store rave-hits som "What Time is Love?" og "3 AM Eternal".

De to udgiver i dag bogen ”2023” under deres alias The Justified Ancients of Mu Mu. En fortælling, der finder sted i år 2023 og bedst beskrives som et metaværk, der også indeholder fiktive versioner af forfatterne selv.


”2023” er fyldt med referencer til 2017-kulturen samt et syn på en nær og potentiel grum fremtid, hvor Michelle Obama er blevet den første kvindelige amerikanske præsident valgt i 2020, men nu arbejder som model for Damien Hirst; Simon Cowell er blevet myrdet for åben skærm af en tidligere deltager fra ”China’s Got Talent” 2017, og Putin er blevet kronet Zar af Rusland, skriver The Guardian.

I forbindelse med den litterære udgivelse byder The KLF eller nu, The Justified Ancients of Mu Mu, også velkommen til ”The Dark Ages” – en tredages event, som finder sted i Liverpool i disse dage. Kun 400 billetter blev sat til salg, og de er naturligvis revet væk.

De tre dage i ”The Dark Ages” finder sted under hver sin overskrift, den første med den nok mest spændende titel ”Why Did The K Foundation Burn a Million Quid?”. Forhåbentlig får offentligheden så det endegyldige svar på spørgsmålet, som i dag næsten har opnået mytisk status.


En advarsel er opsat på sitet for begivenheden – The Justified Ancients of Mu Mu vil ikke i nogen tidligere form, nutidig tilstand eller fremtidig skikkelse optræde musikalsk.

Gad vide, hvad de så finder på.

The KLF er i øvrigt ikke de første, der har ladet en X Factor-dommer blive udsat for en dramatisk hændelse i en roman. GAFFAs mangeårige skribent Ole Rosenstand Svidt udsatte en Thomas Blachman-inspireret figur for tortur i den satiriske musikbranchekrimi "Det bliver et nej tak herfra" fra 2016. Læs mere om den bog her.


Se videoen til det store 1991-hit "3AM Eternal":

 

ANNONCE