Nyhed

Deler video af, at hun blev drugged på festival

GAFFA.dk – Alt om musik

”Hvis det ikke var for min forlovede, tror jeg ikke, jeg ville have været her,” siger Loren Froggatt, der blev drugged på Leeds Festival sidste weekend. Nu har hun delt en video af hændelsen for at øge folks bevidsthed om problemet

Da 21 år gamle Loren Froggatt under Leeds Festival sidste weekend stod og ventede på sin forlovede Adam Collins, der lige var en tur til toilettet, kom der en mand over til hende og spurgte, om han kunne låne en lighter. Det var på det tidspunkt, at nogen puttede noget i hendes drink, siger hun til avisen Nottingham Post. For 20 minutter senere tilbage i teltet gik alt sort.

”Mine øjne roterede bagover i mit hoved, jeg urinerede ud over mig selv, mistede kontrollen over min kæbe og tunge, kastede hvidt skum op – derefter fortsatte jeg med at miste bevidstheden to gange,” fortæller hun til avisen.


Hendes forlovede filmede tilstanden, hun var i, og kan ses herunder.

Artiklen fortsætter efter videoen – vi skal advare mod voldsomme billeder.


Om hvorfor Loren Froggatt valgte at dele videoen, fortæller hun til Nottingham Post:

”Jeg vil bare øge bevidstheden om, hvor farligt stoffer er, og hvor forsigtig du skal være.”

Hun opfordrer, at du til enhver tid skal holde øje med din drink og tilføjer:


”Hvis jeg ikke havde haft et så godt helbred, ville situationen have været meget værre, og hvis det ikke var for min forlovede, tror jeg ikke, jeg ville have været her i dag og rapporteret om hændelsen og forsøgt at sprede opmærksomhed om den.”

En talsperson fra West Yorkshire Politi bekræfter, at de er blevet kontaktet vedrørende hændelsen. En talsperson for Festival Republic, der organiserer Leeds Festival, udtaler, at de er glade for, at Loren Froggatt har rapporteret til politiet, og de anbefaler ved lignende tilfælde, at man straks kontakter nærmeste festivalvagt for hjælp.

ANNONCE