GAFFA.dk – Alt om musik
Det populære tv-segment ”Carpool Karaoke”, som er en del af talkshowet ”The Late Late Show with James Corden”, fik i går aftes besøg af albumaktuelle Foo Fighters, hvor de sang sig i gennem en række klassikere fra bandets godt 20 år lange historie.
I anledning deres seneste albumudgivelse ”Concrete and Gold” tog Dave Grohl & Co. en køretur med James Gorden og sang kendte numre som ”All My Life”, ”Best of You” og ”Learn to Fly”. Herudover kastede de sig også ud i den nyeste single ”The Sky is a Neighborhood”, før de afslutningsvis gjorde et lille stop i en guitarbutik på vejen. Se den underholdende køretur herunder.
Artiklen fortsætter under videoen.
Foo Fighters udgav for nyligt deres niende studiealbum ”Concrete and Gold”, der scorede fem stjerner af GAFFAs Michael Jose Gonzalez. Blandt andet skriver anmelderen:
”Grohl brøler stadig bedre end de fleste skærveknusere, og i piskesmældet La Dee Da får han klædeligt selskab af Alison Mosshart, der også gæster tungt vuggende The Sky Is A Neighbourhood, hvor linjer som ”mind is a battlefield, all hope is gone” angiveligt skulle være affødt af bekymringer i kølvandet på indsættelsen af USA’s 45. præsident.”
Foo Fighters startede deres turné for to dage siden med en udsolgt koncert på The O2 i London og kunne opleves på årets Roskilde Festival.