Nyhed

Se Linkin Parks Carpool Karaoke med Chester Bennington

GAFFA.dk - Alt om musik

Linkin Park og skuespiller Ken Jeong filmede en Carpool Karaoke en uge inden forsangerens død. Episoden er nu offentliggjort på bandets Facebookside, med accept fra Benningtons familie.

Videoen lægger ud med den altid spøjse og halvkomiske Ken Jeong, som joker med, at han vil være med i bandet, og Bennington svarer tilbage med et ”Lad os se”. Til det svarer Ken blot ”Det føles som et band allerede. Vi skændes allerede”.

LÆS OGSÅ: Se Coldplay fortolke Linkin Parks "Crawling" som smuk klaverballade


Bennington sidder gennem videoen bag rattet og synger entusiastisk med på egne numre som ”Numb”, In The End” og ”Talking To Myself”. De får også skrålet med på Outkasts ”Hey Ya” og Red Hot Chili Peppers' ”Under The Bridge”.

På et tidspunkt i den 24 minutter lange episode forlader parterne bilen og hopper over i en kæmpe partybus for at fyre den ekstra af til et karaokeanlæg. Ken Jeong er dog utilfreds med Mike Shinodas vokale indsats og hopper på gaden for at finde en tilfældig karaoke-entusiast, som han inviterer med ombord. 

LÆS OGSÅ: Linkin Park mindes Chester Bennington med koncert og rørende video


De slutter af tilbage i bilen, hvor Bennington efter det afsluttende nummer læner sig over mod Ken Jeong og siger ”Det er lige gået op for mig, at jeg kørte uden hænderne på rattet det meste af tiden, fordi vi rockede for hårdt!”. 

Denne episode af Carpool Karaoke slutter af med et link til ”One More Light Fund”, en støtteorganisation som Linkin Park har oprettet for at mindes deres forsanger. Bennington tog sit eget liv den 20. juli i år, og bandet vil ære hans minde ved en kæmpe koncert senere denne måned. Linkin Park kommer til at optræde sammen med Korn, System og a Down, Blink-182, Avenged Sevenfold og mange, mange flere.

Se videoen her:

ANNONCE