Nyhed

Her er de mest populære Toppen af Poppen-fortolkninger

GAFFA.dk - Alt om musik

I løbet af efteråret har vi kunnet følge Aura, Karl William, Michael Falch, Caroline Henderson, Søren Huss, Burhan G og Dorte Gerlach, mens de tolkede hinandens musik på en herregård i Kerteminde. Men selvom programmet er forbi, lever musikken stadig videre.

Kunstnerne i TV2-programmet Toppen af Poppen var, allerede inden de ankom til herregården på Fyn, lige så forskellige som dagen er lang, og de tolkninger, de lavede af hinandens sange, pegede i endnu flere forskellige og eksperimenterende musikalske retninger.

LÆS OGSÅ: Søren Huss udløser tårer endnu en gang


Den musikalske højskole fik mange danskere til at placere sig foran fjernsynet søndag efter søndag for at se Søren Huss få de andre artister til at græde eller Burhan G lave radiovenlige pophits ud af gamle klassiskere. De dygtige musikere har for længst forladt Kerteminde, men den musik, de lavede der, lever stadig videre. Det viser tal fra Spotify.

Data fra Spotify viser, at de medvirkende artister har oplevet en markant stigning i antallet af streams. Gennemsnitligt er deres streams steget med 182,55%, og for Dorthe Gerlach, som er den artist, der har oplevet den største forskel, har der været en stigning på mere end 11.000%.

Noget tyder altså på, at medvirken i det populære tv-program kan give en noget større og bredere fanskare. Toppen af Poppen har også i tidligere sæsoner været medvirkende til Mads Langers store gennembrud og ikke mindst til en genoplivning af Sebastians klassiskere.


LÆS OGSÅ: Karl William til Søren Huss: "Du er så smuk"

I denne sæson har seernes og lytternes favorit tilsyneladende været Burhan G. Pop/r&b-sangeren har ifølge Spotifys tal den mest populære fortolkning i sæsonen, nemlig Caroline Henderson og Ray Dee Ohhs 90’er klassisker ”Jeg vil la’ lyset brænde”. Samtidig er Burhan G’s fortolkninger også samlet set de mest streamede på Spotify.

De mest populære tolkninger fra årets sæson er:


  1. Jeg vil la’ lyset brænde – Burhan G.
  2. Alt i alt – Dorthe Gerlach
  3. Den eneste i verden – Burhan G.
  4. In Love With the World – Karl William
  5. Efterår – Søren Huss
  6. Vil du være min i nat – Aura Dione
  7. Blind igen – Burhan G
  8. Ud af mørket – Karl William
  9. Into the Wild – Burhan G
  10. I et land uden høje bjerge – Aura Dione

Du kan lytte til hele playlisten fra årets program her.

 

Højeste antal streams på Spotify på tværs af alle fortolkningerne fra Toppen Af Poppen:


  1. Burhan G
  2. Søren Huss
  3. Karl William
  4. Dorthe Gerlach
  5. Aura Dione
  6. Michael Falch
  7. Caroline Henderson

 

Højeste procentforøgelse under program dedikeret til kunstneren (baseret på hele kunstnerens katalog):

  1. Dorthe Gerlach  
  2. Karl William
  3. Michael Falch
  4. Søren Huss
  5. Burhan G
  6. Aura Dione
  7. Caroline Henderson  
ANNONCE