GAFFA.dk – alt om musik
Den danske afdeling af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI har netop offentliggjort lister over de 40 mest solgte vinylplader i Danmark i 2017.
Dizzy Mizz Lizzy topper med livealbummet Livegasm!, også selvom det først udkom 8. december – men mon ikke det har ligget under mange juletræer?
Nummer to på listen er retro-rapperen Marvelous Mosell og hans debutalbum Magisk Mytisk Mageløs, mens Sort Sol og Stor langsom stjerne, deres første sangbaserede album i hele 16 år, er gået ind på en tredjeplads.
De fleste album i top 10 er nye releases, men også et par genudgivelser af klassikere har fundet vej til listen. C.V. Jørgensens Sjælland, oprindeligt fra 1994, ligger på en fjerdeplads, mens 50 års jubilæumsudgaven af The Beatles' Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band ligger nummer seks.
Ed Sheeran, der står bag det sammenlagt mest solgte og streamede album i Danmark i 2017, "Divide", må som vinylkunstner "nøjes" med en femteplads.
LÆS OGSÅ: Her er de mest streamede sange i Danmark i 2017
Vi skal i øvrigt helt ned på en 37. plads i top 40 for at finde en kvindelig kunstner, Solange og A Seat at the Table, og hun er eneste kvindelige solist på listen. Vi finder heller ikke mange bands med kvindelig forsanger på listen, kun Slowdive på en 34. plads og The xx på en 39. plads, og i begge tilfælde er der også en mandlig vokalist i de respektive grupper.
Det fremgår ikke, hvor mange eksemplarer de enkelte plader har solgt.
Hele top 10 ser ud som følger:
1. Dizzy Mizzy Lizzy: Livegasm!
2. Marvelous Mosell: Magisk Mytisk Mageløs
3. Sort Sol: Stor langsom stjerne
4. C.V. Jørgensen: Sjælland
5. Ed Sheeran: Divide
6. The Beatles: Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band
7. Roger Waters: Is This the Life We Really Want?
8. Søren Huss: Midtlivsvisen
9. Depeche Mode: Spirit
10. Hardinger Band: Symfo19
Se musikvideoen til Marvelous Mosells "Antikommerciel masseappeal":