Nyhed

Fremadstormende hiphop-gruppe udgiver dobbeltsingle

GAFFA.dk - Alt om musik

I denne måneds udgave af GAFFA har redaktionen kåret hiphop-gruppen Monti som et af de navne, du skal holde øje med – og til dem der holder øje, har de i dag sluppet en dobbeltsingle under den samlende titel ”One”.

Dobbeltsinglen ”One” er Montis første officielle udspil i 2018 og består af de to singler ”Let It Flow” og ”$igns”, som bliver forenet i én lang musikvideo. Selvom de to numre har hver deres fortælling og hver deres særegne udtryk, bærer de dog også nogle fællesnævnere: ”Udgivelsen handler om ikke at kunne leve op til de forventninger omverdenen har og at skuffe sig selv og dem man holder af. Men mest af alt handler begge singler om at løfte hovedet og gøre hvad end der er brug for, for at hele lortet hænger sammen” udtaler bandet.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen: Awardshowet, der ville mere end bare øl, impro og Simon Kvamms bagdel


I den samlet set syv minutter lange musikvideo bliver de to numre samlet som ét produkt, der starter med det hurtigt-spyttende og tunge nummer ”Let It Flow”, der spiller mens vi følger en flok unge drenge, der bevæger sig rundt i urbane bydele. Mens sangen fader ud går drengene ind på en kiosk, og ud fra kiosken kommer drengene fra Monti, der sætter sig ind i en bil mens den mere tilbagelænede ”$igns” begynder at spille.

LÆS OGSÅ: MONTI: Mere end en rapper og en dj-pult

Årsagen til at udgive en dobbeltsingle, forklares her af Monti: ”Vores projekt handler i bund og grund om, at røre så mange mennesker med vores univers og musik, som muligt. Det handler om at forføre folk til faktisk at lytte. Derfor har vi valgt at udgive to singler sammen med én musikvideo. En invitation ind i vores virkelighed, hvor vi kræver folks opmærksomhed – for det synes vi den fortjener.”


Du kan selv se musikvideoen og høre de to singler herunder.

ANNONCE