GAFFA.dk – alt om musik
76.300 har oplevet bandet på dansk grund inden for de sidste 13 måneder.
Metallica er voldsomt populære i Danmark, og bandet har nu for anden gang på 13 måneder slået en publikumsrekord i Danmark. Sidste år spillede de fire gange i Royal Arena for i alt 61.000 publikummer, og dermed er de det enkeltstående band, som har spillet for flest publikummer i Royal Arena til dato. Gruppen skulle have spillet fire Royal Arena-indvielseskoncerter i februar, men den ene blev udskudt til september grundet sygdom hos forsanger James Hetfield.
I aftes slog Metallica så endnu en dansk rekord, nemlig publikumsrekorden ved en enkeltstående koncert i Jyske Bank Boxen i Herning. 15.300 publikummer overværede aftenens ”WorldWired”-koncert, som samtidig er det første show af sin slags i Boxen ”in the round”, med scenen i midten af salen. Jyske Bank Boxen fik i går også indviet sin nye foyer af de fire medlemmer i Metallica. Normalt er kapaciteten i Jyske Bank Boxen 15.000, så det er ikke forbi, rekorden i sig selv er så stor, men alligevel.
I maj måned 2017 blev gruppens danske trommeslager Lars Ulrich hædret med ridderkorset af Dannebrogordenen, og til juni i år modtager Metallica som det første metalband nogensinde en af musikbranchens mest prestigefyldte priser, nemlig den svenske Polar Prize, der tidligere er givet til artister som Patti Smith, Paul Simon, Joni Mitchell, Paul McCartney og Chuck Berry, blot for at nævne nogle få.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse og stor fotoserie: Metalgiganterne kom ikke ud af boksen – eller ud i den