Nyhed

NorthSide er klar med spilleplanen

GAFFA.dk – alt om musik

Earl Sweatshirt åbner, og Nik & Jay lukker

Så er NorthSide klar med spilleplanen til årets festival, som finder sted fra torsdag den 7. juni til og med lørdag den 9. juni – det er i øvrigt første gang, at festivalen ligger torsdag til og med lørdag i stedet for fredag til og med søndag.

Åbningskoncerten på Green Stage leveres i år torsdag 7. juni klokken 14.00 af den amerikanske rapper Earl Sweatshirt, der gør comeback efter sin aflysning grundet madforgiftning i 2015. Så er der åbnet for en dag med koncerter med blandt andet Future Islands, Björk og The War on Drugs, inden Richie Hawtin præsenterer sit show CLOSE som afslutning på aftenen.


Fredag bliver sat i gang klokken 13.20, hvor den stærkt politiske rapmetalgruppe Body Count feat. Ice-T åbner festen, formodentlig med klassikere som “There Goes the Neighborhood” og “Cop Killer”, hvilket burde kunne vække publikum eftertrykkeligt. Herefter byder fredagen blandt andet på Cigarettes After SexN.E.R.D, Liam Gallagher, A Perfect Circle, The National og Queens of the Stone Age, inden dagen slutter med så forskellige navne som folkekære Dizzy Mizz Lizzy og den mere nicheprægede garagerock-supergruppe MC50.

MC50 fejrer under ledelse af den tidligere MC5-guitarist Wayne Kramer 50-året for indspilningen af det hedengangne garagerockband MC5's stilskabende og punk-inspirerende debutalbum, livepladen "Kick Out the Jams". Bandet spiller albummet i sin helhed sammen med andre sange fra gruppens beskedne, men betydningsfulde bagkatalog. De øvrige medlemmer af MC50 er guitarist Kim Thayil (Soundgarden), sanger Marcus Durant (Zen Guerrilla), bassist og sanger Dug Pinnick (King's X) og trommeslager Brendan Canty (Fugazi).

Sidste dag på NorthSide åbnes klokken 13.20 af det libanesiske band Mashrou’ Leila, der sætter gang i en lørdag, hvor navne som C.V. Jørgensen, Deerhunter, Tyler the Creator, Father John Misty, Beck og Diplo sørger for musikken i løbet af dagen, inden NorthSide 2018 lukkes af endnu et meget folkeligt navn, nemlig Nik & Jay.


Den endelige spilleplan kan ses på NorthSide.dk.

Endagsbilletter til fredag og lørdag er udsolgt, men der er fortsat ledige endagsbilletter til torsdag samt partoutbilletter.

 


ANNONCE