Nyhed

Her er vinderne af sangskriverprisen Carl-Prisen

GAFFA.dk – alt om musik

Katinka, The Minds of 99 og Bisse var blandt prismodtagerne

Tirsdag den 24. april blev Carl-Prisen, musikforlæggernes årlige prisfest, holdt for 200 særligt indbudte gæster i H.C. Andersen Slottet i Tivoli. Prisshowet hylder danske sangskrivere, tekstforfattere og komponister inden for både pop, rock, jazz, klassisk og andre genrer, og prisen er opkaldt efter komponisten Carl Nielsen.

Vinderne, kåret af forskellige fagjuryer fra musikbranchen, var som følger:


Årets komponist – pop:
Katinka Bjerregaard (billedet) og Simon Ask Ladekarl for albummet ”Vi er ikke kønne nok til at danse”

Årets komponist inden for rock:
The Minds of 99 for ep’en ”Solkongen del 1”

Årets sang:
Sinne Eeg for sangen ”Aleppo”


Årets mest spillede sang:
Scarlet Pleasure for sangen ”Dejá Vu”

Årets tekstforfatter:
Thorbjørn Radisch Bredkjær alias Bisse for teksterne på albummet ”19.6.87”

Musikforlæggernes Ærespris 2018: Anne Linnet – som videregav sine 30.000 kroner til Jeanett Albeck (det er en regel, at prisvinderen skal give pengene videre til et yngre talent)

Årets klassiske komponist – stort ensemble:
Bent Sørensen for orkesterværket ”Evening Land”

Årets klassiske komponist – lille ensemble:
Louise Alenius Boserup for kammeroperaen ”Silent Zone”

Årets komponist – score:
Jens Ole McCoy for score til filmen ”Underverden”


Årets komponist – børnemusik:
Paul Banks og Charlotte Halberg for musikfortællingen ”Tidsrøver”

Årets komponist – roots:
Mames Babegenush for albummet ”Mames Babegenush with Strings”

Årets komponist - jazz:
Fredrik Lundin for albummet ”5 Go Adventuring Again”


Årets internationale succes (i 2017):
Bent Sørensen

Årets talent (inklusive check på 30.000 kroner fra Tuborgfondet):
Kathrine Windfeld

Det var multikunstner Oliver Zahle og P2-vært og operasanger Stine Rosengren, der som konferenciers guidede publikum gennem uddelingen af de 14 priser samt fire genremæssigt meget forskellige musikalske indslag: Peter Sommer & Søren HussSinne Eeg, Kathrine Windfeld Big Band samt Jeanett Albeck, Line Felding & Glas. Prisfesten blev afsluttet med fællessang til æresprismodtageren Anne Linnets ”Forårsdag”.


Formand for Musikforlæggerne Ole Dreyer udtaler:

"Tak for endnu en storslået prisfest. Tillykke til alle prismodtagerne og alle de nominerede og tak til alle dem, der deltog. Uden komponister, sangskrivere og tekstforfattere havde Musikforlæggerne intet råmateriale at drive vores forretning med. Det er fantastisk at se, hvordan samarbejdet imellem os alle udbygges år for år, og jeg er sikker på, at netop Carl-Pris-festen er et vigtigt omdrejningspunkt for dette stærke samarbejde. Et samarbejde, der sikrer, at musikken udbredes, når den er skabt, og gerne langt udenfor Danmarks grænser. Men vi skal aldrig glemme betydningen i Danmark, hvor musikken kan så meget, som intet andet kan, nemlig binde os sammen som nation. Der hviler en stærk kulturarv i musikken. Lad os passe på den og lad os udvikle den til fælles glæde.”

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – og vinderne er...


 

ANNONCE