Nyhed

Spotify indfører politik mod hadefuldt indhold – og fjerner R. Kelly fra playlister

GAFFA.dk – alt om musik

Streamingtjenesten vil støtte "åbenhed, diversitet, tolerance og respekt"

Spotify har indført en ny politik, den såkaldte Hate Content & Hateful Conduct Policy, der skal støtte "åbenhed, diversitet, tolerance og respekt". Som en følge heraf har streamingtjenesten fjernet R. Kellys sange fra de playlister, Spotify enten selv har sammensat redaktionelt, eller som er skabt af algoritmer på baggrund af brugernes lyttevaner. Det sker efter, at R. Kelly flere gange er blevet beskyldt for tilfælde af seksuelt misbrug.

I en udtalelse til Billboard skriver streamingtjenesten: "Vi fjerner R. Kellys musik fra alle Spotify-ejede og -redigerede playlister og algoritmiske anbefalinger såsom Discover Weekly. Hans musik vil stadig være tilgængelig på tjenesten, men vi vil ikke aktivt vil promovere den. Vi censurerer ikke indhold på baggrund af en kunstner eller sangskrivers opførsel, men vi ønsker, at vores redaktionelle beslutninger – hvad vi ønsker at sætte fokus på – skal afspejle vores værdier".


R. Kelly blev sidste år beskyldt for at være leder af en sexkult, hvor han skulle misbruge og kontrollere unge kvinder, og i år blev han anklaget for at bedøve en 19-årig kvinde med alkohol og stoffer og smitte hende med en kønssygdom, en sag, politiet i Dallas for tiden efterforsker. Kelly afviser beskyldningere. Den 51-årige sanger og sangskriver blev i 2002 sigtet for at fremstille børnepornografi, men blev i 2008 frikendt.

Anklagerne mod R. Kelly har blandt andet ført til hashtag-kampagnen #MuteRKelly på sociale medier.

LÆS OGSÅ: Time's Up-aktivister støtter kampagnen #MuteRKelly


Billboard kan også fortælle, at XXXtentacion netop er blevet fjernet fra Spotifys egne playlister. Den storstreamende rapper er for tiden anklaget i en sag, der blandt andet indebefatter partnervold, indespærring og trusler mod et vidne. Rapperen blev i marts 2017 idømt seks års prøvetid i en anden retsssag om væbnet røveri. 

 

 


 

ANNONCE