GAFFA.dk - Alt om musik
Tidligere på året vandt han to GAFFA-Priser, Årets Danske Hit og Årets Nye Navn, og det er gået ekstremt hurtigt for den unge aarhusianer siden han udgav sin første single "Please Don't Lie". Vi har snakket med ham om populariteten - især i Tyskland.
Han er en ung mand i den absolutte begyndelse af sin musikalske karriere. Alligevel har han fået en medfart, der er de færreste aspirerende arister forundt. Hovedsageligt fordi hans talent for den skarpe popmelodi er soleklar, men sikkert også fordi, at efternavnet vækker genklang i samtlige danskeres øregange. Hugo Helmig er klar til at tage Danmark og resten af verden med storm, og især tyskerne har taget hans hits til sig.
På en solbeskinnet dag under dette års Spot Festival inviterede vi Helmig junior med ind i tour-bussen til en snak om succesen og om forskellen på det danske og det tyske publikum. Med sig havde han sine tro følgesvende, og videoen kan du se øverst i artiklen.
LÆS OGSÅ: "Jeg er først ved at finde ud af, hvilken type artist jeg er"
Om sin musikalske opvækst og starten på karrieren har Hugo Helmig udtalt følgende til GAFFA:
– Jeg tog min første akkord, da jeg var syv år gammel, men det er først i løbet af de sidste fire år, jeg virkelig har øvet intensivt og stort set ikke lavet andet, fortæller Hugo.
– Det er virkelig blevet fokuseret her i løbet af teenageårene. Når jeg skrev sange, da jeg var yngre handlede det meget om ulykkelig kærlighed, som jeg jo overhovedet ikke kendte til på det tidspunkt, haha! Og de blev heller ikke gjort færdige, men det gør de i den grad nu. Min producer Emil (Falk, red.) og jeg sidder virkelig og nørkler med tingene, indtil vi selv synes, det er blevet godt og lækkert at lytte til.
Titelnummeret på Promise blev til under en tur til Malaga, hvor Hugo og Emil var taget ned for at skrive. De første par dage resulterede i to sange, men de to ville gerne se, om ikke de kunne fremmane en sidste sang, før de tog hjem.
– Vi sad i det varme studie nede i lejligheden i Malaga, og der skete ikke rigtig noget. Vi havde tømmermænd og var ret flade, men da vi bevægede os ud på balkonen og fik en rigtig ”kunstner-vibe” kørende, haha, så skete der pludselig noget. Det hele gav pludselig mening, og melodier og ord strømmede ud af os. Vi spillede og skrev, og efter en halv time var der en færdig sang. Vi indspillede den lynhurtigt, og det er den version, vi er endt med at beholde til udgivelsen. Det er blevet en af de bedste sange, vi har lavet. Den har sine små skrammer og skønhedsfejl, men det gør den sådan set bare mere levende. Og man må meget gerne kunne mærke autenticiteten og det levende i musikken.
LÆS OGSÅ: Helmig-hypen holder