GAFFA.dk – alt om musik
Rapstjernen blev kun 20 år
Ifølge TMZ er den succesfulde Florida-rapper XXXTentacion nu erklæret død efter at være blevet skudt i Broward County i Florida mandag aften dansk tid. Det fortæller Broward County Sheriff’s Deptartment til TMZ.
XXXTentacion var på vej ud fra en motorcykelforhandler i bil, da en ukendt person løb hen til ham og skød mod ham flere gange. Ifølge vidner blev der herefter fjernet en Louis Vuitton-taske fra XXXTentacions bil.
Den 20-årige rapper med det borgerlige navn Jahseh Onfroy nåede at udgive to album, 17 og ?, i henholdsvis 2017 og 2018. Begge album er blevet store succeser, og ? har toppet hitlisterne i både USA og Danmark. XXXTentacion er også kendt for hitsingler som "Look at Me", "Jocelyn Flores" og "Sad!".
LÆS OGSÅ: Ekstensiv Florida-rapper med skarp opfølger
XXXTentacion havde i flere omgange været i konflikt med loven. Han var tidligere blevet idømt seks års prøvetid og havde tilbragt et halvt år i fængsel for et hjemmerøveri og for at slå en person med en pistol. Han var ved dødstidspunktet sigtet i en anden sag om partnervold, herunder at slå en gravid kvinde, forsøge at kvæle hende, indespærre hende og for at forsøge at bestikke et vidne. Han havde været fængslet og i husarrest, mens sagen har kørt, men blev siden løsladt, så han kunne turnere, men var stadig under politiets overvågning.
En længere nekrolog følger snarest.
Opdatering 20. juni klokken 7.30:
Sheriffen i Broward County skriver på Twitter, at drabet fandt sted i Deerfield Beach, Florida, og at to personer nærmede sig XXXTentacion, hvoraf mindst den ene affyrede et våben mod rapperen, inden de forsvandt i en SUV. Politiet betragter umiddelbart hændelsen som et røveri.
— Broward Sheriff (@browardsheriff) June 19, 2018