Nyhed

Mikey Dread er død

Den kendte jamaicanske reggae producer Mikey Dread er død kun 54 år gammel

Lørdag d. 15. marts døde Mikey Dread efter længere tids kamp mod en ondartet kræftsvulst i hjernen. Bulletinerne havde ellers i den sidste tid lydt til, at der var bedring at spore, men The Dread tabte altså til sidst kampen mod kræften, der blev opdaget i oktober måned sidste år.

Michael Campbell var bedre kendt under navnet Mikey Dread og var i reggaekredse kendt som både sanger, producer og radiovært.

I 1970'erne var han den første til at spille reggae på Jamaica på den statsejede radiostation JBC. Hans program Dread At The Controls spillede udelukkende reggae og blev hurtigt det mest populære radioprogram på reggaeøen. Problemer med den konservative ledelse endte dog med, at Dread forlod radiostationen og i stedet begyndte han at indspille og producere plader under eget navn for på den måde at få musikken ud til publikum. Albums som African Anthem – Dubwise, Dread At The Controls, Evolutionary Rockers og World War III regnes alle som milepæle i reggaemusikken.


Mikey Dreads samarbejde med King Tubbys og Calton Patterson var ypperligt og noget af det bedste, reggaebranchen har hørt, og hans specielle samarbejde med punkbandet The Clash åbnede nye døre for den populære sanger, der medvirkede på The Clash Sandinista-album og producered singlen Bankrobbers.

Efter at have arbejdet i reggaebranchen i mange år trådte The Dread tilbage fra rampelyset og bosatte sig i Miami hvor han videreuddannede sig inden for elektronik og virksomhedsledelse.

For et par år siden begyndte han atter at røre på sig og har udsendt de kritikerroste albums Rasta In Control og Life Is A Stage på sit eget Dread At The Controls label, ligesom han har turneret en del i Europa.


Mikey Dead vil blive dybt savnet i en reggaegenre, hvor flere kendte kunstnere er gået bort inden for det sidste års tid, heriblandt navne som Lucky Dube, Joseph "Culture" Hill og Joe Gibbs, der døde for kun 14 dage siden.

ANNONCE