Nyhed

Oppenheimers Eftermiddag søger bands

Bands fra hele landet har mulighed for at ansøge fra i dag den 17. marts

Ansøgningsfristen til Oppenheimers Eftermiddag er i 2008 sat til 1. maj. Bands fra hele landet har mulighed for at ansøge fra d. 17. marts.

Musikfestivalen Oppenheimers Eftermiddag er en showcase for lovende bands, der er rede til at foretage springet fra upcoming til professionel. Festivalen er arrangeret af musikforeningen Oppenheimer, der med base i Århus arbejder for at fremme upcoming musik.

De sidste par år har spillestedet Train lagt scene til arrangementet, men i år flyttes begivenhederne til det århusianske spillested VoxHall for at optimere rammerne for arrangementet yderligere.


De seks udvalgte bands får ud over oplevelsen af og erfaringen med at optræde under professionelle forhold mulighed for at møde den samlede danske musikbranche. Ydermere kommer alle kvalificerede ansøgere i en band-pulje, hvorfra Oppenheimer booker musik til for eksempel Århus Festuge og VoxHall.

Tidligere har Oppenheimers Eftermiddag budt på navne som Tiger Tunes, The Blue Van, epo-555, Vincent Van Go Go, BliGlad, Duné, January Jaunt og Lis Er Stille, som alle siden har markeret sig nationalt og internationalt.

Igen i år lover Oppenheimers Eftermiddag at spotte og præsentere dansk musiks nye talenter. Til selve Eftermiddagen inviteres bookere, pladeselskaber, musikpresse, erhvervsliv og kulturpersoner, hvor kontakter og idéer skabes mellem de deltagende bands.


Oppenheimers Eftermiddag finder sted lørdag den 16. august 2008.

Læs mere om Oppenheimers Eftermiddag på myspace


ANNONCE