Nyhed

Sarah West vinder uHørt!-prisen

Sarah West løber af sted med brugernes pris på MyMusic.dk, uHørt!-prisen 2008

Efter en måneds afstemning på forsiden af MyMusic.dk, hvor 10 af dansk musiks navne har kæmpet om brugernes gunst, kan sanger, sangskriver, guitarist og pianist Sarah West i dag offentliggøres som vinder af uHørt!-prisen 2008.

Det er fjerde år i træk, at uHørt!-prisen, ”brugernes stemme”, tildeles et band eller en solist, der har gjort sig bemærket i vækstlaget. Prisen er en håndsrækning til en kunstner på vej frem.

Det hårde arbejde skal vinderne selv udføre, men som resultat af, at Sarah West, der konstant har toppet hitlisterne for ”Soul & RnB” og ”Pop” på MyMusic.dk de seneste to år, med 23,8 % af de afgivne stemmer, blev en sikker vinder, tilfalder der hende et skulderklap på 5.000 danske kroner og annoncering på MyMusic.dk til en værdi af 25.000 kroner.

Hovedpersonen reagerede således på meldingen om, at hun nu er prisvinder:

”Jeg er helt vildt glad. Det er virkelig en stor kompliment. Det er jo her, jeg startede, og MyMusic er nærmest ligesom en familie for mig, et sted, hvor jeg altid har kunnet finde opbakning. Det har været mit springbræt, og også stedet, hvor den etablerede del af branchen har fundet mig.”

Sarah West har endnu ikke udgivet noget album, men har på en lang række singler på MyMusic overbevist om sit talent. Derudover har hun blandt andet sunget duet med Martin Brygmann på titelsangen til TV2s julekalender, "Jul i Valhal".

Hun har også skrevet og indspillet sange til Girltalk og Ungdomsproblemer.dk, skrevet sange til Sanne Salomonsen, Johnny Deluxe og flere udenlandske artister, og er i øjeblikket tilknyttet Good Songs Publishing som sangskriver på fuld tid.


ANNONCE