GAFFA.dk - Alt om musik
I en alder af kun 18 år skabte Alec Benjamins filmiske lo-fi-lyd så meget opsigt, at han blev tilbudt en stor pladekontrakt. Men dagen efter han afleverede det færdige debutalbum, blev hans store drømme knust. Hans label droppede ham.
Der skulle dog mere til at stoppe Alec Benjamin, og han besluttede at tage sagen i egen hånd. Han arrangerede derfor en tour i 2016, som gik gennem Europa, hvor han spillede for Shawn Mendes og Troye Sivan fans på spillestedernes parkeringspladser.
Kort tid derefter blev han inviteret med i studiet af popstjernen Jon Bellion og hjalp ham med skrive hans debutalbum. Det blev startskuddet for at tage med Jon Bellion verden rundt, og når Alec ikke optrådte på de store scener, fortsatte han sine koncerter på parkeringspladserne for at høre folks reaktioner.
Samtidig lagde han en ny sang på YouTube hver 14. dag, så de interesserede kunne høre mere til ham. Resultatet? I løbet af seks måneder nåede han at spille over 165 koncerter og samlede 150.000 følgere på YouTube.
I 2017 nåede han nye højder med det virale hit ”I Built A Friend”, der spredte sig som en løbeild og ramte næsten fire millioner Spotify streams i løbet af første år.
Og nu står den 24-årige amerikanske singer-songwriter på tærsklen til det helt store gennembrud.
Den store opmærksomhed, han selv formåede at skabe i løbet af kun et par år, har nemlig sikret ham en ny kontrakt - og med Atlantic Records i ryggen har han fornylig udgivet singlen ”Let Me Down Slowly”. Tracket blev allerede første uge streamet over 2 millioner gange og gik hurtigt top 10 på Spotifys globale og US virale charts, og tracket ligger stadig højt placeret på de danske Spotify-lister.
Alec Benjamin er med stor sandsynlighed en artist, vi kommer til at høre meget mere til. Hvis vi er heldige, overrasker han måske endda med en improviseret parkeringsplads-koncert foran et dansk spillested i nærmeste fremtid.
Du kan høre Alec Benjamins ”Let Me Down Slowly” her.