x

Juice WRLD kommer til Danmark

Juice WRLD kommer til Danmark

Der er lagt op til en fest, når det 19-årige rap-fænomen Juice WRLD giver sin første danske koncert til september. 

Den 27. september får rapperen sin debut på dansk grund, når han lægger vejen forbi Store Vega. Bag kunstnernavnet gemmer sig den 19-årige Jarad Higgins, der står bag hittet "Lucid Dreams", som baserer sig på en sampling af Stings "Shape of My Heart" fra 1993. "Lucid Dreams" har i skrivende stund over 320 millioner afspilninger på Spotify og er blevet et solidt hit, som senest var nomineret til en MTV Video Music Award for årets sommerhit. 

Når han gæster Store Vega er det i kølvandet på hans debutalbum, Goodbye & Good Riddance, som hurtigt endte i Top 10 på Billboards albumliste. På albummet imponerer den unge amerikaner ved selv at spille både klaver, guitar og trommer – førstnævnte et instrument, som han allerede begyndte at tillære sig i en alder af blot fire år. Igennem musikken leger den 19-årige rapper med genrer, som gør Juice WRLDs lyd til sin helt egen. 

LÆS OGSÅ: Alan Walker gæster Danmark

I 2015 begyndte rapperen at smide numre ud på Soundcloud under navnet JuicetheKidd, hvilket blev startskuddet på hans karriere. To år efter landede den første ep på gaden, under titlen 9 9 9, hvorpå hittet "Lucid Dreams" var at finde. Derefter har den unge rapper hurtigt fået medvind i sejlene og udgivet flere ep'er samt debutalbummet. Desuden medvirker han på Travis Scotts nyeste album, Astroworld, hvor Juice WRLDs vokal er at finde på nummeret "No Bystanders".

LÆS OGSÅ: Yelle inviterer til elektronisk popfest

Billetsalget til koncerten starter den 24. august kl. 10.

Varm op til koncerten med nummeret "Lucid Dreams":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA