Nyhed

Affald flyder på festivalpladserne

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Festivalsæsonen er ved at lakke mod enden – teltene skal pakkes sammes, øldåserne til pantsamling og cigaretskoderne samles op. Det er dog langt fra alle, der formår at huske dette. 

En af Storbritanniens største festivaler, Reading Festival, er netop veloverstået. Over 60.000 telte er blevet efterladt i mudderet på den store plads. Foruden alle teltene er der efterladt tonsvis af affald. Der er opstået en myte om, at efterladt campingudstyr indsamles og gives videre til hjemløse. På trods af at nogle af teltene bliver doneret til hjemløse, er det langt fra tilfældet med alle telte, rapporterer LadBible

At festivalsgæsterne ved Reading efterlader deres skrald, er langt fra et enestående problem. I år skulle Roskilde Festival rydde hele 2.000 tons affald op, skriver DR. På Roskilde Festivals egen hjemmeside skriver festivalen, at de store bunker af affald bliver fjernet i løbet af en til to uger. De mindre stykker affald, såsom glasskår, cigaretskod og kapsler er først helt forsvundet fra pladsen til oktober. 

LÆS OGSÅ: Fotoserie: Roskilde Festival – den store hjemrejsedag

Over 1000 frivillige er tilknyttet Roskilde Festivals affaldsindsats, som blandt andet består af daglig oprydning, opsætning og nedtagning af over 3000 skraldespande. Efter festivalens afslutning i 2017 blev der brugt i alt 16.000 timer på efteroprydning for at finkæmme festivalområdet – og i alt kostede det cirka otte millioner kroner at fjerne alt skrald. 

Det står altså tydeligt, at affald er noget, som har høje omkostninger for festivalerne. Derfor kørte Roskilde Festival for andet år i træk kampagnen "Bring it Home", som opfordrede festivalsgæsterne til at tage deres campingudstyr med hjem, blandt andet via pakkeshops i campingbyen. Omtrent 405 tons pap, glas, bioaffald, træ, metal og andet affald blev sorteret til genbrug i 2017. 

Se herunder videoen, som viser, hvor meget affald og hvor mange telte, der er efterladt på festivalspladsen ved den britiske festival Reading. 


ANNONCE