GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
En ny streamingtjeneste har set dagens lys. Limelight Music er navnet på tjenesten, der har fokus på upcoming musik.
GAFFA har netop skrevet en artikel, der er baseret på en undersøgelse, som viser, at blot 7,3% af danskerne aktivt opsøger ny musik. Er du dog en af dem, som elsker at udforske upcoming-musik og samtidig være med til at bestemme, hvem som skal bryde igennem? Så er gratis-app'en landet til dig - Limelight Music.
"Hvor musikken finder dig" er sloganet til app'en, der blev lanceret for halvanden måned siden, den 14. august. Siden lanceringen har over 5.000 lyttere downloadet appen og 900 danske upcoming-artister har allerede uploadet 3.500 numre til platformen. Det, som adskiller den fra alle de andre streamingtjenester, såsom Spotify, Apple Music og Tidal er at Limelight udelukkende har sit fokus på upcoming og uafhængige artister, som kan uploade deres musik gratis til streamingtjenesten.
LÆS OGSÅ: Kun 7,3% af danskerne opsøger aktivt ny musik
Lytteren er i højsædet på Limelight. I appens "Personal Radio" kan du rate sangene via likes og dislikes. Den bedst ratede musik bliver spillet mest, og det er således 100% lytterne, der styrer, hvad der hitter på platformen, og som pladeselskaber, booking-bureauer med videre kan anvende som analyseredskab. Endnu en service som Limelight tilbyder er at matche lytteren op med nye artister i forhold til lytterens præferencer. Artisterne kan samtidig også få et overblik over, hvordan deres musik klarer sig på tjenesten, og hvilken målgruppe de rammer.
Limelight har allerede sikret sig et partnerskabsaftale med KODA og satser nu på udlandet. ”Lykkes det at lande et samarbejde med KODAs pendanter i Sverige, Norge og Finland, har vi et godt springbræt til at etablere os solidt på det nordiske marked. Samtidig forventer vi fortsat at nå målet på 50.000 lyttere i Danmark inden udgangen af 2018," udtaler direktøren for Limelight Music, Anders Nygaard.
LÆS OGSÅ: Afstemning: Hvilken festivalkoncert var sommerens bedste?