Nyhed

Rapper opførte sig truende på fly før dansk kaos-koncert

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Håndgemæng med publikum og optrin på fly

Den amerikanske rapper Desiigner, kendt for 2016-hittet "Panda", gav mandag aften den 1. oktober koncert på Aarhus-spillestedet Train. Det var ifølge Ekstra Bladet en kaotisk koncert, som bød på et eller flere sammenstød mellem repræsentanter fra publikum og de optrædende. På vej i flyet fra Kastrup til Aarhus Lufthavn opstod der desuden tumulter mellem Desiigner og en flyansat, hvilket Desiigner selv har fortalt om på sin Instagram-story.

Trains direktør Carsten V. Nielsen fortæller til Ekstra Bladet om koncerten, at "der opstod en konfrontation mellem scenen og en/flere blandt publikum". Nielsen er ikke klar over, hvordan episoden opstod, eller om det var Desiigner selv eller hans dj, der var involveret. Han fortsætter: "Vores sikkerhedspersonale greb ind og fik parterne skilt ad. De involverede publikum blev fulgt ud af salen – og koncerten blev afsluttet kort efter."


Da Desiigner skulle flyve fra Kastrup til Aarhus Lufthavn i Tirstrup, kom han desuden i konfrontation med en kvindelig ansat. Det fortæller han selv i sin Instagram-story.

"Flyselskaber må ikke røre dig, de må ikke lægge hånd på dig. Fuck SK Airlines. De smed mig af mit fly, fordi en bitch rørte mig. Også kendt som SAS – I kan sutte min røv. Fordi hun lagde hånd på mig, rejste jeg mig op og flippede helt ud på hende," siger han, citeret af Ekstra Bladet. Han tilføjer, at han er blevet bandlyst af SAS i et år, og at episoden måske skyldes et racespørgsmål.

LÆS OGSÅ: Cardi B arresteret efter tur på stripklub


SAS bekræfter, at der har været en hændelse, men vil ikke bekræfte, at det drejer sig om Desiigner:

"Vi kan ikke bekræfte, hvem passagerne er, men vi kan bekræfte, at der har været en episode i aftes (mandag 1. oktober, red.) med personer, som opførte sig truende over for vores personale i forbindelse med en flyvning. Sikkerhed er vores førsteprioritet, og vi accepterer ikke, at vores passagerers eller personales sikkerhed er truet," fortæller pressechef i SAS, Mariam Skovfoged, til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Desiigner, endnu uden held.


Den 21-årige Desiigner med det borgerlige navn Sidney Royel Selby III brød massivt igennem i 2016 med debutsinglen "Panda", der blev et globalt hit. Han har siden udgivet mixtapet New English, ep'en L.O.D. og en stribe singler, som dog ikke er blevet lige så store hits som "Panda". Han har desuden medirket på singler med blandt andre Kanye West, Tyga og Pusha T og har kontrakt med Kanye Wests pladeselskab Good Music.

Opdatering:

Det fremgik tidligere fejlagtigt, at episoden fandt sted efter Desiigners koncert, og at han blev smidt af flyet inden afgang, men det er ifølge Ekstra Bladet ikke korrekt, selvom Desiigner selv siger sidstnævnte i sin Instagram-story. Episoden skete i luften, da en stewardesse henvendte sig til ham for at bede ham om at rette sædet op og tage sine høretelefoner af, inden flyet skulle lande. GAFFA beklager fejlen.


Se videoen til "Panda":

ANNONCE