x

Roskilde Festival offentliggør de første 12 navne

Roskilde Festival offentliggør de første 12 navne

Travis Scott, Testament og Scarlet Pleasure er blandt de første 12 musiknavne til Roskilde Festival 2019

Vanen tro bliver navnene til Roskilde Festival drypvis annonceret, og i dag kan festivalen løfte sløret for de første 12 ud af i alt 180 bookinger til den 49. udgave af Danmarks største festival. Billetsalget starter den 30. oktober.

LÆS OGSÅ: Nu kan du ønske navne til Roskilde Festival 2019

Et af de navne, der placerer sig højest oppe på plakaten, er uden tvivl Travis Scott. Den 26-årige amerikanske superstjerne er et af de mest aktuelle navne i hiphop lige nu, især efter udgivelsen af det psykedeliske og legesyge tredje album ASTROWORLD, der fik stor ros blandt anmeldere verden over.

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, er meget tilfreds med bookingen. Han skriver i en pressemeddelelse:

– Travis Scott er en sjælden gæst på vores breddegrader, og da vi spurgte vores gæster sidste år, lå han i top fem over de mest ønskede kunstnere. Så når vi matcher hans aktuelle popularitet med den kunstneriske triumf fra hans nye plade, er vi ikke et sekund i tvivl om, at han kommer til at begejstre en kæmpe menneskemængde med en hiphop-oplevelse ud over det sædvanlige på Orange Scene.

LÆS OGSÅ: Autotune-pioner tilbage i sit es på syrede ASTROWORLD

På plakaten kan man samtidig finde de rutinerede metal-legender Testament, som blev dannet på den amerikanske vestkyst tilbage i 1983. Siden er det blevet til 13 studiealbum samt 21 forskellige bandmedlemmer gennem tidens løb. I dag består Testament af seks metalhoveder, der indtager Roskilde Dyrskue med deres aggressive thrash-metal.

Også de danske pop-darlings Scarlet Pleasure melder klar til næste års Roskilde. Trioen er altid garant for sommerstemning og bløde hofter, hvilket deres seneste single "Superpower" understreger. Den bobler med rasta-vibes og lover godt for deres kommende album og sommerens koncert.

LÆS OGSÅ: Alma: Dansepop med punk i blodet

Her er den fulde liste af dagens offentliggørelser, som du kan læse meget mere om på Roskilde Festivals hjemmeside:

Travis Scott (US)

Scarlet Pleasure (DK)

Testament (US)

Alma (FI)

Blawan (UK)

Ghetto Kumbé (CO)

Full of Hell & The Body (US)

Julia Holter (US)

Nicola Cruz (EC)

Parquet Courts (US)

Rival Consoles (UK)

Tirzah (UK) 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA