Nyhed

Spice Girls-turné i 2019 bekræftet

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

... det bliver dog uden Victoria Beckham.

Genforeningen er en realitet, og turnéen er foreløbelig kun bekræftet i England, men man har jo lov at håbe, at de udvider. Det bliver dog ikke med alle de originale medlemmer. Gruppen har netop annonceret, at koncertrækken finder sted uden Victoria Beckham aka Posh Spice. Beslutningen skyldes, at fru Beckhams kalender er tætpakket med arbejde i forbindelse med hendes fashion label – en karriere, der nok har været den mest succesrige af de fem veninders siden deres første exit fra scenen.

Det er ikke første gang, at et led hopper af kæden i 90'er-girlbandet over dem alle. Tilbage i 1998, da populariteten var på sit højeste, trak Geri Horner (tidligere Halliwell) sig fra gruppens første nordamerikanske tour, som altså måtte gennemføres uden Ginger Spice. Geri vendte dog tilbage til gruppen til deres første genforenings-tour i 2007. I 2012 faldt endnu en genforenings-tour – og nu er gruppen altså i følge The Guardian klar med deres tredje i rækken.


LÆS OGSÅ: Se MØ tage sin Spice Girls-eksamen

Henover sommeren svirrede utallige rygter om mulighed for den genforening, som nu er bekræftet. Her var 43-årige Mel B. den første til at løfte sløret for den kommende tour i et interview med Loose Women:

"Vi genforenes. Helt sikkert. Faktisk skal jeg mødes med Geri lidt senere i dag. Vi er søstre, og hvad vi gik igennem, var en fantastisk og strålende rejse, så vi er helt sikkert sammen igen," udtaler Mel B.


Da journalisten spurgte ind til, om genforeningen indbefattede alle de fem af pigerne, svarede Mel B højt og klart ja, men tilføjede med et grin: "Der er en, der er lidt vanskelig... men hun bliver fanget." Allerede her blev der pustet liv i rygterne om Beckhams mulige exit – rygter, der startede på baggrund af, at Beckham ved flere lejligheder har nævnt, at der ikke kommer mere musik fra Spice Girls.

Gruppen består (lige nu) således af følgende medlemmer: Melanie Brown, Emma Bunton, Geri Horner og Melanie Chisholm.

ANNONCE