Nyhed

Amerikansk rockband på bizar fup-turné

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Det amerikanske band Threatin' har snydt engelske spillesteder på bizar vis – ved at spille udsolgte koncerter for et ikke-eksisterende publikum. 

Dårlig prank eller utrolig forfængelig frontmand? Sådan tænker spillesteder i henholdsvis London, Newcastle og Bristol muligvis efter det amerikanske rockband Threatin' har spillet koncerter for et helt ikke-eksisterende publikum – til trods for at billetterne blev revet væk i før-salget.

De solgte billetter viste sig at være betalt af bandets frontmand og kreative drivkraft, Jered Threatin, under dække af en promoter ved navn Casey Marshall. Han har fanget interessen fra spillesteder i hele Europa ved hjælp af tricks på sin hjemmeside og Facebook-side, der signalerede en kæmpestor aktiv fanbase, og som blandt andet fortæller om bandets store turné i USA.


Se eksempelvis følgende Twitter-video, der promoverer den kommende tour, som fik navnet "The Breaking The World Tour":

Artiklen fortsætter efter videoen.

LÆS OGSÅ: Morrissey stopper koncert efter fans stormer op på scenen

Et af spillestederne, som Jered Threatin nåede at lægge vejen forbi, inden han blev afsløret, var The Underworld Camden i London. På deres Facebook-side skrev spillestedet følgende: "Hvad skete der med de 291 før-salgs billetter, jeres agent havde sagt, I havde solgt? TRE MENNESKER dukkede op". Spillestedet har sidenhen ændret deres cover-billede til Jered Threatin og delt artikler om hans falske tour, hvilket har genereret en masse kommentarer.


Efter at flere spillesteder har eksponeret Jered Threatins løgne, er resten af bandets Europa-tour blev aflyst. Der var blandt andet booket koncerter i Nordirland, Italien og Frankrig. Samtidig er størstedelen af bandets hjemmeside og Facebook-side nu blevet fjernet – sidstnævnte med over 38.000 likes, som højest sandsynligt var købt af Jered Threatin.

LÆS OGSÅ: DMA Jazz 2018 - otte priser uddelt

Threatin's stunt har kostet tid og penge for spillestederne, som eksempelvis i Bristol hvor et fuldt personale og to dørmænd stod klar til at tage sig af den store menneskemængde, der aldrig dukkede op.


Samtidig var intetanende opvarmningsbands hentet ind til at spille foran absolut ingen tilskuere. I Bristol var opvarmningen det lokale band Kamino, som er gået til tasterne og har delt deres oplevelse af den bizzare aften. Læs det fulde Facebook-opslag her:

ANNONCE