BEDST LIGE NU - 12 nye, håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU - 12 nye, håndplukkede tracks

Det er fredag, og vi har udvalgt 12 tracks, der fortjener en svingtur på din foretrukne streamingtjeneste. Hør playlisten nederst i artiklen.

The 1975 - I Always Wanna Die (Sometimes)
Den britiske rock-kvartet har i dag smidt deres tredje album A Brief Inquiry Into Online Relationships på gaden. Ved samme lejlighed har gruppen udgivet albummets emotionelle lukkenummer som single. I det melodiøse, stryger-bundne nummer, som minder om noget, der kunne have hittet i de mere rolige 90'ere, understreger Healy sine evner som en alsidig sangskriver og ikke mindst talentfuld og overbevisende sanger.

Arctic Monkeys - Anyways
Alex Turner og kompagni fortsætter i deres mere spacy og psykedeliske sidespor og byder i denne omgang op til langsom kinddans med “Anyways”. Nummeret, der er fyldt med vintage lyd, sfæriske melodilinjer og jazzet harmonik, er at finde på en B-side fra gruppens seneste album Tranquility Base Hotel & Casino, der udkom i maj. Nummeret er uden tvivl drevet af Alex Turners bløde og indlevende crooner-vokal, der snildt kan skubbe jule-crooneren, Michael Bublé, af tronen.

Mark Rohnson + Miley Cyrus - Nothing Breaks Like a Heart
Pendulfarten på Miley Cyrus’ twerkende hofter er efterhånden faldet til ro igen, og den amerikanske sangerinde er nu i samarbejde med den britiske dj, Mark Ronson, vendt tilbage til sine knap så kontroversielle country-rødder. “Nothing Breaks Like a Heart”, der er første single fra Ronsons kommende album, er med et stort strygeorkester og en akustisk guitar en let elektronisk banger, hvor der ikke lægges låg på hjertesmerter.

Future Animals - Crazy Love
Bag Future Animals gemmer sig den danske producer- og sangskriverduo bag kæmpehits som “7 Years” og “Mama Said”. Hitmagerne Don Stefano og Rissi har over 1.000.000.000 streams, og er nu klar til at træde frem til scenekanten med eget navn og ansigt, og “Crazy Love” er deres andet udspil. Teksten omhandler en ulykkelig kærlighedshistorie med hjertesorger over “the one that got away” – pakket ind i en sprød produktion fra de rutinerede herrer.

Iris Gold - Keep the Light On
Der er skruet ned for det farverige festfyrværkeri, der normalt kendetegner den dansk-jamaicanske sangerindes energiske lyd. Alligevel er det tydeligt, at vi befinder os i Iris Golds power-univers. Divavokalen bevæger sig mellem sang og rap, mens den eftertænksomme tekst om et break-up flyder ind i det afdæmpede beat kreeret af producer-gruppen Pitchshifters. Det tegner godt for stortalentets kommende debutalbum.

Alice Merton - Funny Business
Den multinationale singer-songwriter Alice Merton synger weekenden ind med en slagsang om “no funny business”. Der er ikke plads til knuste hjerter, når man har travlt med at leve livet. Sangen indkapsler den 25-årige sangerindes legesyge tilgang til indiepop, der aldrig tager sig selv for seriøst. “Funny Business” byder på fede bass-riffs og et fængende omkvæd – en stilsikker forsmag på Mertons debutalbum Mint, der udkommer i starten af det nye år.  

Grimes - We Appreciate Power
Grimes’ første soloudspil siden det anmelderroste Art Angels er en rå science-fiction-dystopi af et nummer. I “We Appreciate Power” underkaster Grimes og medskaberen HANA sig de robotiske overherrer til lyden af industriel rock, alien-lyde og skrig. Hendes blide vokal får plads i mellemstykket, men sangen vender hurtigt tilbage til aggression og power. Et spændende track, hvor den canadiske elektropop-sangerinde betræder ukendt musikalsk terræn.

Iceage - Broken Hours
Den danske punkrock-kvartet har med deres ti års erfaring meget at byde på – dette viser de især med deres seneste single “Broken Hours”, hvor forvrængede guitarer og raslende ride-bækkener klinger om kap med Elias Bender Rønnenfelts fængende og melankolske vokal. Gruppen skaber med nummeret en kunstnerisk punk-atmosfære, hvis mørke tekst passer perfekt til de senere nattetimer.

Kakkmaddafakka - Naked Blue
Norske KMF har med dagens singleudspil trukket sin lyd i en mere varm og indie-poppet retning med et groove, der kan sparke de fleste fester i gang. Nummeret kom til verden på en varm sommerdag kort tid efter gruppens optræden på årets Roskilde Festival, der var til stor inspiration for de syv Bergen-baserede drenge: ”Vi må igen takke Danmark for den gode frie følelse.” Til marts smider KMF deres femte album.

Nicki Minaj ft. Lil Wayne - Good Form
Rapdronningen har atter slået sig sammen med den mandlige kollega i et særdeles stærkt match. Beatet er hårdtslående og legende og går hånd-i-hånd med de flabede rim, der bliver spyttet, som "you make that ass jump like my heartbeat, and if you let me eat the pussy then it's shark week". Nummeret findes i to versioner på Deluxe-udgaven af Minajs fjerde soloalbum Queen, der udkom torsdag.

Vulfpeck - Darwin Derby
Ifølge Vulfpeck er det “a beautiful day to be alive”, så hvorfor ikke gribe dagen? Det LA-baserede funk-fænomen har da også skabt et track så freaking funky, at det er umuligt at blive liggende i sengen. Kvartetten slog igennem i 2011 og har siden da udgivet et studiealbum årligt. “Darwin Derby” gearer op for udgivelsen af det ottende, Hill Climer, der rammer æteren den 8. december.

Grace Weber, Vic Mensa - Mercy
Foruden et par dryp-udgivelser og en jazzet cover-version af Frank Oceans “Forrest Gump” har 2018 været et relativt stille år for Brooklyn-baserede Grace Weber. Nu kommer der endnu en single ved navn “Mercy”, der er et soulfyldt nummer med orgel, kor og Webers stærke vokal, der på samme tid er fyldig og skrøbeligheden selv. Hun flankeres af rapperen Vic Mensa, der sætter fokus på politivold og diskrimination. Et følelsesladet nummer, der efterspørger barmhjertigheden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA