Vegas Udvalgte spækket med ungt talent

Vegas Udvalgte spækket med ungt talent

Endagsfestivalen finder sted den 25. januar i Lille Vega og byder denne gang på Selma Judith, Boundaries, Bette, ATUSJI, Hôy la og LLEOH.

For ottende år i træk har Vegas fundet en håndfuld unge, fremadstormende danske navne, som spillestedet spår et gennembrud i det nye år og præsenterer samlet ved endagsfestivalen Vegas Udvalgte. Festen bliver afholdt på hjemmebane i intime rammer.

LÆS OGSÅ: Stor festival præsenterer ligestillet program

De seks kunstnere er som følger:

Der bliver i musikalske lag holdt skarpt øje med denne Selma Judith – og bestemt ikke uden grund. Med numerene "Kind of Lonely" og "I'm a Mess" trækker det unge talent lytteren med ind i et helt særligt univers af personlig lyrik og moderne r&b. Musikverden er dog ikke helt fremmed for den unge artist, der som harpenist har optrådt med navne som MØ og The National.

Der er postpunk på programmet, når ep-aktuelle Boundaries folder sig ud. Trods deres forholdsvis korte levetid har gruppen allerede bevist, at de er et frisk pust på den danske musikscene med deres sammensmeltning af støjrock og drømmende shoegaze. Singlerne ”Push” og ”Always a Way” har allerede indfundet sig på P6 Beats playlister og tiltrukket international opmærksomhed. 

Bette fylder øret med varm og fløjlsblød r&b. Med fire spændende singler har den unge sangerinde gjort sig bemærket som spirende artist på den danske musikscene. Sidste udspil var sommer-nummeret "Darling" med en tilhørende flot musikvideo af ægte diva-kvalitet optaget i de nigerianske solstråler.

Med blandingen af hiphop, emo-vibes og en god portion autotune hiver ATUSJI sin lytter tilbage til 00'ernes alternative hitlister samtidig med at tidens hotteste musiktendenser bliver præsenteret. Bag projektet er Terkel Atsushi Røjle, der har rødder i Girls' Night Out og Virgin Suicide. "Devil on My Shoulder" tæller femte single fra 2018, og forhåbentlig er der snart mere på vej!

Fremadstormende Hôy La leverer eksperimenterende popsange, der balancer på vippen imellem det akustiske og elektroniske lydunivers. Bag kunstnernavnet står den norske, københavner-baserede sangerinde og producer Ingri Høylad Kvamstad, der lige nu sætter sidste punktum på debut-ep'en.

Den 25-årige sangerinde LLEOH med det borgelige navn Sarah Lenora har netop været rundt på landevejene sammen med sit tre mand høje færørske band som support for Phlake-drengene. LLEOHs synth-bårne lydunivers trækker tråde til 00'ernes pop og r&b-universer, med en knivspids af melankolske toner. 

LÆS OGSÅ: Dansk pop topper YouTube i 2018

Vegas Udvalgte har tidligere præsenteret navne som MØ, Ulige Numre, Chinah, Jada, Emil Kruse og Rangleklods, som efterfølgende har slået igennem på den danske og i visse tilfælde også internationale musikscene. Og hvorfor skulle 2019 være en undtagelse? Årets program er spækket med talent, og der er derfor et spændende program i vente for "first-moveren" og den musikalsk nysggerige.

Billetsalget er netop skudt i gang


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA