x

BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

Vi har valgt 12 tracks, der fortjener en svingtur på din foretrukne streamingtjeneste. Hør playlisten nederst i artiklen.

Fallulah - God Bless You

Med skæve taktarter og legende trommerytmer skinner den helt særlige Fallulah-signatur klart igennem. De ørehængende popmelodier forklædt i indie/folk er intakt, ligesom den bløde, vidtfavnende vokal. “God Bless You” er opløftende, hurtig og kæk og agerer første udspil i rækken af en håndfuld nye sange fra den dansk-rumænske sangerinde.

Lucer - Ghost Town

Den København-baserede kvartet Lucer leverer her en overbevisende forsmag på deres andet album Ghost Town. Titelsangen byder på taktfaste trommer, fyldige guitarriffs og en skarp vokal – alt sammen i en solid produktion. Et potentielt hit fra det lovende rockband, der endnu har det helt store gennembrud at se frem til.

Astrid S - Closer

Stemningen er sød, sensuel og skandinavisk, når den norske sangerinde rammer anlægget med sin fløjlsbløde vokal og poppede produktion. Med en vis ro og tilbageholdenhed har poptøsen knap så store armbevægelser som vanligt – en ny side, der tilføjer en ekstra kvalitet til hendes radio-orienterede lyd.

Mxrphy - Godt kørende

Der er ingen slinger på den første single fra Mxrphys debutalbum Hafnia. Den irsk-danske rapper er bestemt godt kørende rent lyrisk, hvor ordene ubesværet jongleres og leveres i uforudsete kombinationer. Beatet er langsomt, og rimene rammer lige, hvor de skal på det relativt korte nummer, der giver lytteren lyst til mere.

Gucci Mane - Cold Shoulder feat. YoungBoy Never Broke Again

Der er ananas i egen juice for alle pengene på “Cold Shoulder”, hvor det bliver tydeligt, at Gucci Mane både er rig, succesfuld, ung og skødesløs. Sammen med YoungBoy Never Broke Again leverer han et tungt hiphop-track fra Gucci Manes spritnye album Evil Genius.  

Thøger Dixgaard - Lige her

Hukaos-musikeren kan efterhånden skrive en hel del velskrevne og fængende popmelodier på cv’et – og dagens singleudgivelse er absolut ingen undtagelse. “Lige her” er på en gang fremstormende og laid-back. Med rødder i r&b-verdenen fortæller nummeret en sød og simpel historie om at holde fast i kærligheden. Der er beat, blæs og banger!

Ice Cube - That New Funkadelic

Den tidligere N.W.A.-rapper har begået alletiders ode til funkens fader George Clinton på “That New Funkadelic”. Cubes karakteristiske rap løftes af et særdeles funky beat, hvor hovedet ikke kan undgå at boppe i takt med sangens fede baslinje, mens synth-lines, hollers, kor, blæsere, gæstesangere og alverdens effekter skaber en feel-good stemning – perfekt fredags-track!

Ellis May - The Distance

Den danske producer og sangerinde åbner endnu engang op for et sansefyldt, elektronisk univers af nærmest filmisk karakter. Den stærke vokal balancerer mellem et uendeligt dybde og en himmelhøj falset, der vekselvis omslutter det dystre lydbillede. “The Distance” er første forsmag på den debut-ep, der venter på den anden side af nytår, og det lover godt!

Cat Power - What The World Needs (Cover)

I oktober udgav Cat Power sit tiende studiealbum Wanderer, men i dag står den i coverets tegn for det amerikanske stortalent. Med sin fortolkning af 1965-nummeret af Burt Bacharach og Hal David rammer hun den oprindelige nerve lige på sømmet, alt imens hun puster nyt liv til det. Naturligvis tilsat sit helt særegne stjernestøv!

Freja Kirk - Lost Intention

Den københavnske sangerinde og sangskriver følger op på forrige måneds bløde, sexede “Fine Things”, der talte første single efter 2016. Der er skruet en tak ned for varmen på dagens udspil, mens en mere mekanisk lyd har fundet vejen frem til den elektroniske slow-pop. Lad endelig fremtiden byde på meget mere Freja!

Smallpools - People Watching

Med fyldige guitar-licks, synth-melodier og koklokke er det amerikanske indiepop-band Smallpools tilbage. Denne gang med deres tredje ep So Social, hvor den feststemte single “People Watching” indgår – et skævt og funklende nummer, der handler om, at kærlighedens rus overgår ethvert “designer drug”.

Bloxx - Sea Blue

Den britiske kvartet Bloxx fusionerer grungy undertoner med klassisk-inspirerede indie-melodier og skaber derigennem en unik, men velkendt lyd. På den dystre “Sea Blue” ledes tankerne momentvis mod The Cure, men genreblandingerne stykkes fornemt sammen til bandets helt eget energiske lydunivers.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA