Nyhed

Tønder Festival går forrest med kønsbalancen

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Billedet: The Secret Sisters på årets Tønder Festival

Tønder Festival træder ind i internationalt samarbejde om kønsbalance i festivalprogrammet - som Danmarks første eksisterende festival

På årets Tønder Festival var kønsfordelingen cirka 60-40 med overvægt til de mandlige artister. En ret ligelig fordeling af kønnene, hvis man sammenligner det med øvrige danske festivaler. Tønder går nu forrest blandt danske festivaler for at fremme kønsbalancen yderligere ved at indgå i Keychange-initiativet som den første eksisterende danske festival. Den elektroniske Relevance Festival, der finder sted første gang i 2019, er dog også med i initiativet.


LÆS OGSÅ: Stor festival præsenterer ligestillet program

Keychange er et europæisk pionér-initiativ, hvor formålet er at øge andelen af kvindelige artister på de europæiske festivalscener. Indtil videre har omkring 150 festivaler underskrevet en kontrakt under initiativet, hvor de forpligter sig på at opnå en 50-50 kønsbalance inden 2022.

– Det er oplagt for os at gå med og bakke op om formålet med Keychange. Vi har allerede rigtig mange kvinder på scenerne i Tønder, og det ønsker vi naturligvis at fortsætte med, udtaler Maria Theessink, kunstnerisk leder af Tønder Festival.


LÆS OGSÅ: VIDEO: First Aid Kit ærgrer sig over skæv kønsbalance på festivaler

Tønder Festival 2019 finder sted fra den 22. til den 25. august 2019, og har indtil videre følgende navne på programmet: John Prine (USA), Kate Rusby (UK), The Savage Rose (DK), Bjørn Eidsvåg (NO), Skipinnish (SCO), The Ghost of Paul Revere (USA), Martin Harley (UK), Julie Fowlis (SCO), Finbar Furey (IRL), Chris Smither (USA), Jenn Grant (CAN), Old Man Luedecke (CAN), Leslie Stevens (USA), Caitlin Canty (USA), The Tweed Project (ENG, SCO) og James Keelaghan (CAN).

ANNONCE