Nyhed

Oh Land er tilbage med ny single efter "mit livs største op- og nedture"

GAFFA – alt om musik

Oh Land med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius er på vej med sit første ordinære album i snart fem år, og nu er singleforløberen "Human Error" klar. Hør sangen nedenfor.

Om den ny sang fortæller Oh Land:

“Siden mit sidste album blev udgivet for næsten fem år siden, har jeg har været igennem en meget turbulent tid. Den har påvirket mig som menneske og som sangskriver. "Human Error" handler om at forsøge at skabe tryghed og finde fodfæste i nogle rammer, der vælter omkring én. At der ikke altid er forklaringer på alt, selvom vi som mennesker er indkodet til at ville forstå."


Det kommende album får titlen Family Tree, er på gaden til foråret og er indspillet i New York sammen med den amerikanske producer Thomas Bartlett, som tidligere har arbejdet med markante navne som Sufjan Stevens, The National, St. Vincent, og Florence & the Machine. Om det nye album fortæller Oh Land videre:

"Siden jeg udgav mit sidste album, har jeg haft mit livs største op- og nedture. Det har mindet mig om, at musikken for mig er det bedste og tryggeste sted at betro sig. Det er vennen, der altid lytter og aldrig dømmer. Jeg er gået tilbage til klaveret som udgangspunkt for min sangskrivning, og det har resulteret i et skift i lyd og tempo. Denne plade er mere organisk og til tider helt kirkelig. I Thomas har jeg fundet den perfekte samarbejdspartner til denne plade. Han kommer fra den amerikanske indiemusiks hjerte og har været med til at forløse mine sange med blandt andet masser af mellotron, klaver og synths. Det elektroniske islæt, min musik plejer at have, vil stadig være der, men meget mere subtilt. Jeg har også indspillet symfoniorkester med Budapest Art Orchestra, som er blevet orkestreret af Adi Zukanovic (Bisse, Nikolaj Nørlund, Irah med flere). Jeg glæder mig meget til at I skal høre og forhåbentlig få et forhold til disse sange som betyder så meget for mig. ”

Oh Lands seneste studiealbum, Earth Sick udkom i 2014. Oh Land har siden da blandt andet turneret, lavet musik til balletten Askepot med scenografi af dronning Margrethe og teaterforestillingen Water Music på Randers Havn, som hun også spillede hovedrollen i samt optrådt til Kronprinsens 50 års fødselsdag. Water Music fik i øvrigt hele seks stjerner af GAFFAs anmelder.


LÆS OGSÅ: Watermusic: en magisk totaloplevelse

Hvilke op- og nedture, Oh Land tænker på, fortæller hun ikke noget om, men læsere af den kulørte presse vil vide, at hun både er blevet mor og skilt i de senere år. I aften kan hun for første gang opleves som dommer i X Factor på TV2.

Hør "Human Error" her


Se en video med en akustisk version af nummeret:

ANNONCE