Nyhed

21 Savage tilbageholdt i ”et af USA's værste immigrationscentre"

GAFFA – alt om musik

Rapperen er anholdt for at have overskredet sit visa

Rapperen 21 Savage var i weekenden genstand for en chokerende nyhed, da det kom frem, at de amerikanske immigrationsmyndigheder, ICE, havde ham mistænkt for ikke at være amerikansk statsborger. De påstår i stedet, at han er født i London og derfor bør hjemsendes. Rapperen er siden blevet anholdt for at have overskredet sit visa med mere end 13 år.

Den kontroversielle rapper har ellers hævdet, at han er opvokset i Atlanta, Georgia, og han har i utallige interviews fortalt om sin hårde barndom i byen. I et interview med The Fader fra 2016 beretter han blandt andet om, hvordan han i en alder af 12 medbragte et våben i skole. Man kan dog undre sig over, at så stor en stjerne som 21 Savage aldrig har turneret uden for USA.


Historien om 21 Savages sande identitet tog imidlertid en drejning i går eftermiddags amerikansk tid, da Rolling Stone Magazine kunne berette om, at rapperen tilbageholdes i Irwin County Detention Center.

Anbringelsen møder stor kritik fra advokatgruppen Project South, der er kendt for at varetage immigrationssager. Irwin County Detention beskrives nemlig af organisationen som ”et af USA’s værste immigrationscentre”, hvor selvmordstruende forhold og manglende medicinsk behandling har ført til adskillige dødsfald de seneste år. På trods af disse forhold er anmodninger fra rapperens advokat om kaution blevet afvist af ICE.

LÆS OGSÅ: Tekashi 6ix9ines ekskæreste anklager ham for vold og overgreb


ANNONCE