Nyhed

VIDEO: Nye Mennesker siger det, som det er – på Kvindernes Internationale Kampdag

GAFFA – alt om musik

Duoen Nye Mennesker er ude med en satirisk video til singlen ”Vi siger det bare”

Her på kvindernes internationale kampdag vil det være passende at berøre debatten om kønnenes vilkår i musikbranchen. Det har spoken-word-duoen Nye Mennesker sørget for med udgivelsen af musikvideoen til ”Vi siger det bare”, en sang som med et begavet glimt i øjet tackler nærværende musikmagasins forsideprioriteringer indenfor perioden 2001-2016 – fra før GAFFA fik sin nuværende, kvindelige chefredaktør, der muligvis har nuanceret billedet en smule.

Den satiriske, humoristiske og faktuelle sang ”Vi siger det bare” består af Line Bøghs spoken-word lyrik om GAFFAs forsidebilleder og tendenser hertil, mens musikken består af et fængende og simpelt electronica-beat. Der er altså tale om et interessant og unikt lydbillede med litterære tekster, som underholder og giver stof til eftertanke. Ikke helt ulig Dan Turell i æstetik.


Se videoen til ”Vi siger det bare” nedenfor:

Om sangen fortæller Ann Falden, der er gruppens producer og komponist:

- Vi vil gerne være med til at skabe flere rollemodeller. Jeg havde ingen kvindelige danske producere, jeg kunne spejle mig i, da jeg var ung. ”Vi siger det bare” er et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring den her problematik, som stadig eksisterer, med nogle helt nøgterne oplysninger og tal. For de fortæller jo en historie”.


Nye Mennesker varsler albumudgivelse i efteråret, og i aften optræder de på Kvindemuseet i Aarhus. Johan Olsen fra Magtens Korridorer har udtalt sig om bandets koncerter: "De leverer et overvældende sprudlende show, der både er morsomt, intenst og til tider direkte rørende".

LÆS OGSÅ: Her er de mest streamede kvindelige kunstnere

ANNONCE