GAFFA – alt om musik
Drager landet rundt til efteråret
Den nybagte GAFFA-Prisen-vinder Hjalmer er netop kommet hjem fra en vinterturné med mange udsolgte koncerter, men allerede nu annoncerer han en ny tour, og det bliver hans største til dato. Hele 36 koncerter vil Hjalmer spille, og det bliver i et akustisk duo-setup sammen med guitaristen Simon Luth, hvor udtrykket er skåret helt ind til benet. Hjalmer fortæller:
”I meget lang tid har jeg haft lyst til at komme ud – bare mig og min guitar – og møde publikum i øjenhøjde. Jeg vil præsentere publikum for sangene i deres oprindelige og reneste form. Det er sådan, sangene er blevet til, og det håber jeg også, at publikum vil opleve, når de hører dem akustisk.”
Den 22-årige fynbo debuterede i februar forrige år, og siden da er det gået stærkt for ham. Selvom han kun har udgivet en ep og en række singler, har han allerede over 11 millioner streams på Spotify, ligesom han har givet en lang række koncerter på de danske spillesteder og festivaler. I februar vandt han en Zulu Award som ”årets nye navn”, og i sidste uge blev han modtager af en GAFFA-Pris for ”årets danske solist”, hvor han også optrådte akustisk.
Turnéen begynder 16. oktober i Hanstholm og slutter 8. december i Silkeborg.
Billetter går i salg torsdag den 14. marts klokken 12.00 via gig.to/hjalmer
Se Hjalmer til GAFFA-Prisen 2019 – Hjalmer optræder 55 minutter inde og modtager sin pris 1 time og 20 minutter inde: