Nyhed

PREMIERE: Smuk dansevideo fra det danske world/pop-band Tundra

GAFFA – alt om musik

"'Finding My Religion'" omfavner en periode i mit liv, hvor jeg følte, at jeg ikke lavede andet end at banke hovedet mod muren"

Det danske world/popband Tundra vakte en del opsigt, da de i efteråret udgav en video til sangen "Gravity" indspillet under jorden i Thingbæk Kalkminer. Nu er de klar med en ny, smuk video, denne gang til sangen "Finding My Religion" og med de to dansere Philippa Lund Frederiksen og Lisbeth Ravn Riis i hovedrollerne. Se videoen ovenfor.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Ny dansk gruppe går under jorden


Sangen er centreret omkring forsanger Sofie Trolles karakteristiske vokal, der klinger lidt af navne som Annisette og Björk, og er en forløber for gruppens debutalbum, som udkommer 29. marts.

Sofie Trolle udtaler: 

– "Finding My Religion" omfavner en periode i mit liv, hvor jeg følte, at jeg ikke lavede andet end at banke hovedet mod muren, omringet af tvivl og frygt. Jeg kan ærligt sige, at den opstod inde i mit hoved, hvorefter drengene i bandet greb min fantasi og skabte et værk omkring mine krøllede tanker.

– Musikvideoen er for os en fuldendelse af "Finding My Religion". Et ekstra visuelt lag, der tilføjer sangen en ny betydning.

– Musikvideoen følger sangen til dørs. Det at lave en musikvideo følger sangen til dørs. Den visuelle fortolkning af "Finding My Religion" forlænger sangen ud i andre betydningslag. En musikvideo er vel en slags krykke, der støtter den skrøbelige sang og følger den godt ud i virkeligheden.

– Det er vildt at opleve, hvordan en sang, man har arbejdet intenst og længe på bliver omsat til dans, bevægelse og videokunst.

– Det har samtidig været en udfordring at give slip på sangen og lægge den i andres hænder. Det er lidt som et barn, der vokser op, rejser ud og vender hjem som noget helt andet. Og heldigvis som noget meget stærkere.


 

ANNONCE