Nyhed

Billy Ocean leverede overbevisende hitparade i Oslo

GAFFA – alt om musik

På fredag giver den hæderkronede pop- og r&b-sanger koncert i København

Den 69-årige trinidadisk-engelske sanger og hitmager Billy Ocean har netop været på en udsolgt turné i Storbritannien og vender disse dage blikket mod Skandinavien. Efter gårsdagens koncert i Sentrum Scene, Oslo tyder alt på, at det danske publikum har et yderst tilfredsstillende show i vente, når Ocean indtager DR Koncerthuset fredag den 22. marts.

LÆS OGSÅ: Billy Ocean kommer til Danmark


GAFFA var til stede, da den navnkundige charmør gav en af de heftigste hitparader i mands minde for et overraskende beskedent fremmøde i Oslos Sentrum Scene. Der skulle ganske vidst et mindre tilløb til, før salen kom op og koge, men det skete. Aftens første højdepunkt var hittet ”Love Really Hurts Without You” fra Oceans selvbetitlede 1976-debutplade, men publikum kom flere gange op og stå fra deres sæder til tonerne af ”Red Lights Spell Danger”, ”Suddenly”, ”Get Outta My Dreams, Get Into My Car” samt mange andre hits leveret af en overvældet og taknemmelig Ocean og hans yderst kompetente band.

Det tegner med andre ord til at blive en gedigen hitparade på fredag i DR Koncerthuset, som man ikke ønsker at gå glip af.

Billy Ocean har siden 1976 udgivet 10 studiealbum og solgt over 30 millioner album på verdensplan. Før årtusindskiftet tog han en musikalsk pause, men er de senere år vendt tilbage til scenen med flere nye albumudgivelser.


Billy Ocean optræder fredag d. 22. marts i DR Koncerthuset, og billetter kan købes på drkoncerthuset.dk.

ANNONCE