x

Barbara Moleko: Jeg tvivlede på, om jeg kunne leve af min drøm

Barbara Moleko: Jeg tvivlede på, om jeg kunne leve af min drøm

Musikken har været en del af Barbara Moleko, siden hun var helt lille, men det var først, da hun startede på højskole, at det gik op for hende, at hun var dygtig nok til at gøre passionen til en levevej.

Barbara Moleko blev født i København i 1986 og har boet en stor del af sin barndom i Mozambique og Sydafrika, inden hun som 10-årig flyttede til Vanløse med sin mor og stedfar.

Da Barbara var i starten af 20’erne startede hun på en dansk folkehøjskole, der skulle vise sig at blive et springbræt til at nå nye højder med hendes musik:

"Jeg lærte at, at jeg var dygtig til det, jeg foretog mig, og at alt er muligt. Man skal lægge noget arbejde i det, man foretager sig, og huske at lege, fordi det var dér, inspirationen kom for mig. Det har jeg brugt i mit arbejdsliv lige siden. Det man laver skal være sjovt, ellers skal du stoppe op og overveje, hvorfor det ikke er det. Det tog jeg med mig fra højskolen."

Lærte at sigte højere

Det var især muligheden for at nørde igennem og arbejde intensivt med musikken, der fik Barbara til at tro på, at drømmen om en musikalsk karriere kunne blive en realitet.

"Jeg har boet i to forskellige lande, så det her med dannelse, musikforståelse, musikhistorie og indføring i højskolesangbogen var ret vildt for mig. Jeg lærte at fordybe mig, og selvom teori og teknik ikke er alt, så kan det bruges til at lukke kunsten op. Højskolen lærte mig at sigte højere. Jeg ville fx aldrig være startet på MGK (Musikalsk Grundkursus), hvis jeg ikke havde gået på højskole, og jeg var heller ikke kommet på konservatoriet."

Social amøbe

Selvom Barbara - med sin smittende høje latter og umiddelbare åbenhed - udstråler både selvtillid og varme, har hun også en meget privat og blufærdig side, som blev udfordret af fællesskabet på højskolen:

"Socialt kan jeg nok godt være lidt af en amøbe, så det betød ret meget at blive kastet ud i at forholde mig til andre mennesker. Jeg blev mere social af at gå på højskole. Ikke at jeg ikke var det tidligere, men det med også at være social, når man ikke har det så godt. At være okay med at være blandt andre mennesker, selvom man ikke er på toppen. Det var en af de grænser, jeg fik rykket i løbet af mit højskoleophold."

Se tre kendtes Insta-fortællinger om højskolelivet 

På den måde blev højskolen en social opdagelsesrejse, hvor hun lærte at være tryg – også når hun var sårbar:

"Jeg kan huske, at min lærer kom ned på værelset, da min kæreste var gået fra mig, og jeg var heart broken. Vi snakkede, og han tog mig med over i musiklokalet, hvor jeg havde sangskrivning. Han fik mig til at bruge det, jeg følte, og bearbejde det i min musik.”

"Det kan være super fucking fedt og super grænseoverskridende"

Barbara beskriver sit højskoleophold som en intens oplevelse, der ud over at give hende tryghed også fik hende til at overskride nogle grænser:

"Man kan jo ikke slippe væk - på godt og ondt. Når man bliver fastholdt i nogle af de ting, man har svært ved og bliver tvunget til at overkomme dem, så blomstrer man på en helt anden måde. Det kan være super fucking fedt og super grænseoverskridende."

Overordnet har Barbara brugt de gode og de svære ting på højskolen til at udvikle sig både menneskeligt og fagligt:

"Nogle af de ting, der har gjort, at jeg er vokset af at komme på højskole er at blive konfronteret med noget af det, som kan være grænseoverskridende. Det er dannelse for mig. Dét at kunne omgås mange forskellige mennesker og læren om dansk historie og kultur er nogle af de ting, jeg har taget med mig."

****************************************

HVAD ER EN HØJSKOLE? En dansk højskole er lidt ligesom en efterskole – bare for voksne, uden eksamen, og hvor du selv sammensætter dit skema. Du bor, spiser, fester og har undervisning på højskolen. Forvent en af de mest intense oplevelser, du kan få i dit liv. Der er både fart på og plads til fordybelse i det, du lærer, og i mødet med nye mennesker.

HVEM TAGER PÅ HØJSKOLE? Alle voksne over 17½ år kan komme på højskole (på de to ungdomshøjskoler skal man være fyldt 16 år). De fleste elever er mellem 18 og 25 år. Mange kommer efter en ungdomsuddannelse for at få et andet perspektiv på en faglig interesse, blive klogere på sig selv eller blive afklaret på deres uddannelsesvej, men du møder folk med mange forskellige baggrunde.

HVILKEN HØJSKOLE SKAL DU VÆLGE? Du kan vælge mellem mere end 200 forskellige fag på 72 højskoler, så der er gode chancer for at finde noget, der interesserer dig. På www.hojskolerne.dk kan du læse om de enkelte højskoler og deres kurser, og du kan søge dit højskolekursus ud fra fx dine fagønsker.

HVAD KOSTER DET? Et højskoleophold koster ca. 1.550 kr. om ugen - for kost, logi og undervisning. Dine leveomkostninger behøver ikke at være ret høje, mens du er på højskole. Du har kun brug for lommepenge og penge til at dække transport og evt. til en studierejse.

Sådan kommer du videre på højskole:

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA