GAFFA.dk - Alt om musik
Den berømte og berygtede kultmusical Rocky Horror Show bliver sat op på Aarhus Teaters Store Scene fra 3. maj under kapelmester Jens Hellemanns ledelse.
Don’t dream it, be it. Det lyder som et Nike-slogan, men budskabet kommer fra popkulturens bagside, nemlig kultmusicalen The Rocky Horror Show, der er en glamrock-hyldest til dårlige science fiction- og gyserfilm.
Fortællingens musikalske spor er en tour de force gennem musikhistorien med klare referencer til halvtredserrock, rockabilly, glamrock og ikke mindst soundtrack fra B-rækken af samtidens gyser- og science fiction-film. Det er saxofon-soloer og skiffle-guitarer og rock’n’roll-instrumentering, alt sammen med udgangspunkt i midt-70’ernes glamrock.
Fredag 3. maj blænder Aarhus Teater op for orgiet i en ny opsætning. Til at styre slagets musikalske gang står kapelmester Jens Hellemann, der sammen med sin tvillingebror Peter udgør en uomgængelig duo, når det kommer til teaterkoncerter herhjemme.
Hvornår fik du øjnene op for Rocky Horror Show?
”Det gjorde jeg, da jeg spillede guitar-parten i 2002 på Nørrebro Teater. Det var med Fini Høstrups orkester, og jeg kan huske, at jeg aldrig helt forstod, hva’ fa’en det hele gik ud på. Men jeg syntes, at den var sjov at spille, og fabelagtige Peter Belli var med, og publikum foretog sig besynderlige ting… På et eller andet tidspunkt er Rocky jo så blevet en del af mit musikalske DNA.”
Har du berøringsangst over for en forestilling med så ikonisk et lydspor?
”Ja, selvfølgelig, men der røg min mødom jo i al beskedenhed, da nogen spurgte min bror og jeg, om vi ville genfortolke The Beatles og vende deres musik på hovedet tilbage i 2009 med forestillingen Come Together på Østre Gasværk Teater. Derefter har jeg fucket med blandt andre Bob Dylan, Mozart og Beethoven, så jeg er efterhånden ret immun på det punkt. Det betyder ikke, at jeg ikke har ærefrygt og respekt for de originale værker. Tværtimod. Jeg har altid opfattet det som respektfuldt overfor originalerne at gå helt ind i værkerne og forsøge at dreje på det og gøre det til sit eget. Det ville ophavsmændene vel selv gøre, hvis de var i min situation, mon ikke?”
Publikum spiller med
Richard O’Briens Rocky Horror Show var en fiasko af en teatermusical (1973), der blev til en fiasko af en filmoversættelse (1975), der blev til en udødelig kultklassiker. Ved midnatsvisninger og -forestillinger opstod en kultur, hvor tilskuere, klædt ud som filmens karakterer, dukkede op for at råbe med på replikkerne og synge med på sangene. Kultdyrkelsen fra dengang kan stadig overværes ved film- og teatervisninger med det rette publikum. Også i Aarhus Teaters opsætning kommer publikumsinteraktionen til at spille en stor rolle i liveudførelsen hver aften. Og netop det, at publikum spiller en aktiv rolle i forestillingen, gør, at den her musical adskiller sig afgørende fra andre musicals.
Historien kort
Rocky Horror Show er historien om et borgerligt kærestepar, der en stormfuld nat ankommer til et slot tilhørende Dr. Frank-N-Furter, en videnskabsmand i netstrømper og rød læbestift. Netop denne nat afsløres Frank-N-Furters perfekte skabning, Rocky, og festlighederne bryder løs i en dekadent eksplosion af flydende seksualitet, ren nydelse og et musikalsk genremæssigt overflødighedshorn med hovedbudskabet: don’t dream it, be it! En leveregel, der dog bliver for meget for fortællingens konservative kræfter, der frygter for samfundets overlevelse. Rocky Horror Show serveres på et vrængende leje af ironi og oprigtig hyldest, men pointen er tragisk: der er ikke plads til det, som er anderledes.
Tim Curry som ikoniske Frank-n-Furter fremfører Sweet Transvestite
Hvilken rolle spiller musikken for Rocky Horror-universet?
”Musikken er hele omdrejningspunktet i forestillingen. Uden musikken var der ikke noget Rocky Horror- show. Det er den samme person, som har skrevet sangene og skrevet historien, skal man huske. Forestillingen er jo samtidig en lang popkulturel hyldest.
For at nævne nogle eksempler: RKO Radio Pictures, et filmselskab, som blandt andet lavede en del film med Fred Astaire og Ginger Rogers. Dracula. Charles Atlas, en legendarisk italiensk/amerikansk bodybuilder, som gjorde bodybuilding til en folkesport. Frankensteins monster. Anne Francis, en amerikansk sci-fi-skuespillerinde. Fay Wray og King Kong. Agatha Christie.”
Så Rocky Horror Show lettede altså på hatten i alle mulige popkulturelle retninger. Hvordan har popkulturen så efterfølgende hilst tilbage?
”The Rocky Horror Show blev egentlig nok en del af glamrock-bevægelsen, som var aktuel på det tidspunkt i starten af halvfjerdserne med navne som blandt andet T-Rex, Slade og Sweet. Og også David Bowie (faktisk er det Bowies legendariske makeup-artist, Pierre LaRoche, som lavede makeup til filmen).
Glamrock-genren handlede jo egentlig ikke så meget om selve musikken som om det tøj, man havde på, legen med det androgyne og den ubekymrede tilgang til teksterne, som var ret teenage-agtige og ligetil. Glamrocken var mere en modreaktion på den intellektualisering, som var ved at finde sted indenfor rock-musikken på det tidspunkt, end en egentlig ny musikgenre.
Dog er der visse musikalske kendetegn ved genren, blandt andet referencen til 50’er-rock, den store grad af melodiøsitet og udvidelsen af akkordmaterialet i forhold til de oprindelig tre rock’n roll-akkorder. Glamrocken er for mig at se selve indledningen til firsernes flamboyante, høj-permanentede, neon-pastel-farvelagte, kønsubestemte, alt-hvad-der-er-syntetisk-er-godt-agtige pop-kultur. Glamrocken sætter så senere spor hos kunstnere som Madonna, Prince og mange andre, ikke mindst indenfor punk-genren.”
På Aarhus Teater står du for at opdatere musikken i en forestilling, hvor lydsiden i forvejen stikker i alle mulige retninger. Hvordan gør man det?
”Man forsøger at sætte sig i komponistens sted og forestille sig, hvad han har tænkt i sin tid, og så tager man selv samme kappe på. I praksis handler det om at finde en drivkraft selv, som er lige så stærk som den, komponisten i sin tid har været drevet af.
Richard O’Brien havde blandt andet en kærlighed til halvtredser-rock’n roll, som hele glamrockbølgen iøvrigt. Men han er 30 år ældre end mig, så det er klart, at jeg ikke helt deler den samme dybtfølte kærlighed til halvtredsernes musik. Der er jo noget helt specielt ved det forhold, man har til musik fra den tid, hvor man kom i puberteten og ens voksne selv begyndte at dannes. Derfor har jeg valgt at lade mig inspirere af noget af den musik fra firserne, som jeg selv hørte og elskede som dreng.
Jeg synes i det hele taget, at det er vigtigt at gøre sig bevidst om og reflektere over fortiden, nutiden og fremtiden. Hvor kommer vi fra? Altså: Halvtredser-rock, sci-fi à la Jens Lyn, glamrock, som er min fortid, men var O’Briens nutid, firser-musik, som er min fortid og O’Briens fremtid. Mit bud bliver jo så: hvad er vores fælles fremtid? Moderne sci-fi?”
Forestillingen har premiere d. 3. maj. Hvad er du mest spændt på?
”Publikums reaktioner…”
Jens Hellemann har til opsætningen af kultmusicalen på Aarhus Teater samlet et stærkt hold omkring sig. Siden 2009 har Jens Hellemann sammen med sin tvillingebror Peter pustet nyt liv i kombinationen teater og musik med teaterkoncertsucceser som Bob Dylan, Beach Boys og Come Together. I udførelsen af Rocky Horror Show vil Jens Hellemann spille guitar og bas, mens Peter Hellemann spiller keyboard. De medvirkende musikere består derudover af guitarist og bassist Søren Bigum, der blandt meget andet turnerer med Peter Sommer, L.O.C-trommeslager gennem 10 år Michel Svane, og endelig saxofonist i Aarhus Jazz Orchestra med mere, Johan Toftegaard Knudsen.
Billede fra den anmelderroste Beach Boys