GAFFA - Alt om musik
Siden sidste sommer er der blevet spekuleret i, om nogle af AC/DC’s gamle medlemmer kommer tilbage i bandet, og om de i så fald indspiller et nyt album sammen. Nu har bandets tekniker Mike Fraser afsløret, at bandet arbejder på nyt materiale.
Det skriver Consequence of Sound i hvert fald, og Mike Fraser burde være manden at spørge, idet han har været tekniker på samtlige af bandets studiealbums siden 1990.
Mike Fraser medvirkede i podcasten Mastering Music Mastering Life, i hvilken han blev adspurgt om, hvorvidt AC/DC er i gang med at indspille et nyt album. Hertil svarede Fraser: ”Hvad jeg kan sige, er, at vi har været i studiet og lavet nogle ting. Hvad der er kommet ud af det, kan jeg ikke sige endnu.”
Podcastens vært, Tony ”Jack the Bear” Mantz, spurgte også Fraser, om den tidligere forsanger Brian Johnson synger på albummet, hvortil Fraser ganske mystisk svarede, at det troede han.
Lyt til podcasten her:
Rygterne omkring udgivelsen af et nyt album fra AC/DC’s hånd begyndte at svirre, da Brian Johnson og trommeslageren Phil Rudd blev fotograferet udenfor et studie i Vancouver i Canada i sommer, hvor bandet tidligere har indspillet. Guitaristerne Angus Young og Stevie Young blev dagen efter fotograferet foran selvsamme studie.
LÆS OGSÅ: Neil Young & The Crazy Horse indspiller første album i syv år
Brian Johnson var tvunget til at bryde med bandet i 2016 under en turné på grund af problemer med hørelsen. Phil Rudd har heller ikke været en del af bandet siden 2015 på grund af uoverensstemmelser med ordensmagten i New Zealand. Han er siden blevet erstattet af Chris Slade, der også var trommeslager i bandet i slutningen af firserne og starten af halvfemserne.
Der er dog ikke kommet nogen officiel udmelding fra bandet om det nye materiale.
LÆS OGSÅ: Master Fatman hyldes med mindekoncerter