GAFFA - Alt om musik
Med blandt andre navne som Nelson Can, Soleima og Marie Key på programmet.
Lørdag den 14. september åbner Vega op for en ny endagsfestival, der fejrer søstersolidaritet og derfor har fået navnet Hej Søster Fest.
Ideen til festivalen er opstået hos sangerinden og sangskriveren Fallulah, der længe har ønsket at skabe rum for og hylde kvindelige artister i en branche, der stadig primært er mandsdomineret.
Således lanceres Hej Søster Fest, som også præsenteres af spillestedet Vega, med følgende beskrivelse af Fallulah:
”Vores hovedfokus med Hej Søster Fest bliver ikke at skabe en offentlig debat om køn i kultur. Vi ønsker at lade musikken tale og vise, at kvindelige kunstnere kan trække masser af opmærksomhed, sælge billetter og trives virkelig godt i et miljø, hvor fællesskabet er i front.”
Hej Søster Fest byder på musik, som genremæssigt spænder bredt. Indtil nu indeholder festivalprogrammet navne som rocktrioen Nelson Can, popsangerinden Soleima og popkvartetten Ida Red. Dertil er også r&b-sangerinden Iris Gold og Marie Key annonceret på Hej Søster Fest, som yderligere vil byde på både dj-optrædener samt det unge kvindelige musikfællesskab SheCanPlay.
Hej Søster Fest udspringer fra et koncept, der kom i bevægelse gennem en playliste med titlen Hej Søster, som Fallulah skabte sidste år for at fremhæve kvindelige danske artister.
Playlisten er stadig aktuel og indeholder dags dato en over ni timers lang musikliste, hvor 155 forskellige kvindelige artister er repræsenteret.
Spotify-playlisten har knap 3.500 følgere i dag og har udviklet sig til et aktivt fællesskab, som er bakket op af over 7.000 mænd og kvinder på Hej Søsters Facebook- og Instagram-side.
Billetter til Hej Søster Fest kan købes her.