GAFFA - Alt om musik
"I skal ikke bekymre jer, Gud er med mig"
Den 19-årige rapper YNW Melly blev i februar anholdt og anklaget for intet mindre end et dobbeltmord på henholdsvis Anthony Williams og Christopher Thomas Jr., som begge skulle være Mellys venner og en del af hans eget rapslæng.
YNW Melly er fortsat sigtet for dobbeltmordet af anklageren i Florida, der nu også søger om mulighed for dødsstraf i sagen. Det skriver TMZ og bekræftes af Pitchfork.
Politiet i Florida udtalte i forbindelse med YNW Mellys anholdelse i februar, at rapperen sammen med sin medskyldige ven Cortlen Henry skulle have iscenesat scenen for dobbeltmordet og fået det til at se ud som om, Anthony Williams og Christopher Thomas Jr. var blevet dræbt i en brutal bilulykke.
Melly skrev efter anholdelsen følgende på sin Instagram:
"Til alle mine fans og tilhængere: Nej, jeg blev ikke låst inde i Washington, men jeg melder mig selv i dag. Jeg vil have, I skal vide, at jeg elsker jer og værdsætter hver eneste af jer. For et par måneder siden mistede jeg mine to brødre, og nu vil systemet finde retfærdighed. Desværre er der mange rygter og løgne, men I skal ikke bekymre jer, Gud er med mig."
Anholdelsen af YNW Melly kom kun en måned efter udgivelsen af mixtapet We All Shine, som blandt andet byder på et samarbejde med Kanye West.