Nyhed

Roskilde melder udsolgt

GAFFA – alt om musik

Roskilde Festival 2019 har netop meldt udsolgt af partoutbilletter, oplyser festivalen.

Efterspørgslen på billetter til otte dage med musik, kunst og fællesskab har igen i år været særdeles høj, og et program med stjerner som The Cure, Cardi B, Chance the Rapper, Bob Dylan, Robyn, Travis Scott, Janelle Monáe og MØ og mange flere har sat skub i billetsalget.

For knap fem timer siden meldte festivalen så, at der var "næsten udsolgt", og nu er de sidste partoutbilletter væk.

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:


"Det er helt fantastisk, at vi igen kan melde udsolgt, og at vi tilmed kan gøre det i så god tid før festivalen. Det betyder, at 80.000 deltagere har valgt den fulde festivaloplevelse med musik, kunst og fællesskab gennem otte dage. Samtidig peger det stærke billetsalg på, at vi igen kan forvente at donere et millionbeløb til velgørende formål efter festivalen."

Årets billetsalg er dermed det næsthurtigste i festivalens 49-årige historie og er kun overgået i 1996. Samtidig er billetsalget præcis lige så hurtigt som i 2018, hvor festivalen meldte udsolgt 7. maj. Altså for præcis ét år minus en dag siden, men sidste år begyndte festivalen så også en dag senere.

LÆS OGSÅ: Overblik: Så tidligt – eller sent – har Roskilde meldt udsolgt 2008-2018

Ud over de 80.000 partout-billetter sælger Roskilde Festival et begrænset antal endagsbilletter.


Endagsbilletter til lørdag den 6. juli er udsolgt, mens fredag den 5. juli også nærmer sig udsolgt.

Roskilde Festival 2019 finder sted gennem otte dage fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli.

Billetter sælges via roskilde-festival.dk.


Pas på ugyldige billetter

Når Roskilde Festival er udsolgt, sælges der ofte billetter fra uofficielle steder som Viagogo – og ofte til overpriser. Hvis billetter stjæles eller mistes, kan billetnumrene gøres ugyldige. På denne måde kan svindlere forsøge at sælge billetter, som i virkeligheden er ugyldige.

Roskilde Festival kan ikke tjekke, om billetter, der er købt andre steder end hos officielle salgssteder, er gyldige. I stedet opfordres interesserede til at købe eller sælge udsolgte billetkategorier via ventelisten på festivalens hjemmeside.


Roskilde Festival deltager i kampagnen #billetblind, der advarer mod ulovligt billetsalg. Kampagnen giver konkrete råd for at sikre, at man ikke bliver snydt, når man køber en billet.

Læs mere om #billetblind her

 


ANNONCE