Nyhed

Eurovision Song Contest – vinderen er fundet

GAFFA – alt om musik

Det blev Holland, som vandt Eurovision Song Contest, der lørdag aften blev afholdt i Tel Aviv i Israel. Duncan Lawrence sejrede med klaverballaden "Arcade".

Det er femte gang, Holland vinder, men første gang siden 1975, altså første gang i 44 år.

Danmark i form af Leonoras "Love is Forever" fik en 12. plads. Det er sangskriveren Lise Cabbles hidtil dårligste placering i Eurovision – hun har tidligere vundet med Emmelie de Forests "Only Teardrops" i 2013 og fået en femteplads med både Aud Wilkens "Fra Mols til Skagen" i 1995 og A Friend in Londons "New Tomorrow" fra 2011.


Ved det stort anlagte show var der pauseunderholdning ved blandt andre Madonna, der fremførte sit 30 år gamle hit "Like a Prayer" og sin helt nye single, "Future" featuring Migos-medlemmet Quavo fra sit kommende album Madame X, der er på gaden 14. juni.

Der var også optrædener fra en række tidligere Eurovision Song Contest-deltagere, blandt andre sidste års vinder, Netta, Conchita Wurst, som sejrede i København i 2014, og israelske Gali Atari, som vandt i 1979 som en del af gruppen Milk & Honey med "Hallelujah".

Se Duncan Lawrence fremføre sangen ved Eurovision-semifinalen:

 

ANNONCE