GAFFA – alt om musik
Et nyt nummer var blandt højdepunkterne
På torsdag giver Tool deres første danske koncert i 13 år, når de optræder som det absolutte hovednavn på Copenhell. Det sker kort før, de udsender deres første album i ligeledes 13 år.
Det eksperimenterende metalband spillede søndag på Download Festival i Leicester i England, og her blev de anmeldt af NME. Og det er nu, du skal kigge væk, hvis du vil bevare spændingen op til Copenhell-koncerten.
Ifølge NME gjorde Tool det fremragende og får fire ud af fem stjerner. Anmelderen Anita Bhagwandas ærgrer sig over, at koncerten fandt sted samtidig med Slayers engelske afskedskoncert andetsteds på festivalen, men det bliver jo ikke noget problem på Copenhell.
LÆS OGSÅ: Tool offentliggør udgivelsesdato
Traditionen tro var Tools medlemmer ikke i visuelt fokus, og sanger James Maynard Keenan talte kun lidt undervejs. Gruppen spillede, som de også har gjort på resten af deres turné, to nye numre, "Descending" og "Invincible", hvoraf det første beskrives som "en sang, der starter langsomt og bygger op – klassisk Tool. Et massivt angreb af støj, fuldt af komplekse taktarter og psykedeliske, dronende guitarer, mens trommeslager Danny Carey bogstaveligt talt fremviser enhver ondskabsfuld følelse, han nogensinde har haft ud over sit trommesæt".
Den anden nye sang, "Invincible", bød på "lettere Pantera-associerende breakdowns og en større, generisk metal-lyd. Det er usædvanligt, at et nyt nummer er et højdepunkt. Det kan dog ikke nægtes, at det her er det."
LÆS OGSÅ: Her er fem nye udgivelser, vi glæder os til
Tool spillede derudover en række ældre numre og gjorde det glimrende. Anmelderen konkluderer, at Slayers show samtidig nok var mere folkeligt og passende som afslutning på en festival, men Tool "gjorde et seriøst indtryk i aften – og var helt sikkert ventetiden værd."